Is-gigant trækker flere populære is tilbage

10. april 2017 18:31 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Premier Is er nødsaget til at trække en række is tilbage, da de ikke holder, hvad de lover - det kan være problematisk for nogle.

Er du veganer eller intolerant over for mælkeprotein, så er denne meddelelse især til dig. For is-giganten Premier Is, der er vant til at servere kølende lækkerier på pind, er nemlig blevet nødt til at trække flere produkter tilbage. Det skyldes nemlig, at der er fundet mælkeproteinet kasein i – trods det, at produkterne sælges som veganske.

I en skriftlig kommentar til Newsbreak.dk oplyser Premier Is’ kvalitetschef Jørgen Mathiasen, at

“Vi har iværksat en undersøgelse af hvordan dette er opstået og afventer resultatet”.

På sin hjemmeside skriver Premier Is blandt andet:

“Vi ønsker at alle skal have mulighed for at nyde en dejlig is fra Premier Is. Vores ismestre har derfor fremstillet en vegansk is som et godt alternativ til flødeis.”

I en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at “der er fundet spor af kasein (mælkeprotein) i produkterne”, hvorfor virksomheden er nødt til at trække dem tilbage.

Solgt i hele landet

Der er tale om en ikke uanseelig tilbagekaldelse, da isene er – eller kan være – på hylderne i butikker landet over. Ifølge Fødevarestyrelsen drejer det sig om både iskiosker og supermarkeder. De pågældende dagligvarebutikker er SuperBrugsen, Kvickly, MENY, Min Købmand, SPAR og KIWI.

Produkterne, der kaldes tilbage, er følgende:

FRI Vegan Kæmpe Eskimo, 100 ml.
Produktionsdato: 20/01/2017
Bedst før dato: 20/01/2019
Lotnr.: 25585
EAN: 5766632520808

FRI – Kæmpe Eskimo, 3 stk., 300 ml
Produktionsdato: 20/01/2017
Bedst før dato: 20/01/2019
Lotnr.: 25709
EAN: 5766632527609

FRI Jordbær Vafler, 3 stk., 315 ml
Produktionsdato: 13/01/2017
Bedst før dato: 13/01/2019
Lotnr.: 25714
EAN: 5766632527616

Fødevarestyrelsens råd til forbrugerne er, at kassere produktet eller at levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu