Køretur med is på forruden kostede kørekortet og klækkelig bøde

13. november 2017 14:06 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En 35-årig mand kørte sig en tur i sin bil med is på forruden. Det kostede ham en klækkkelig bøde, og hans historie er nu et skræmmeeksempel.

Køretur med is på forruden kostede kørekortet og klækkelig bøde
En køretur med is på forruden har nu kostet en bilist kørekortet. Han skal slet og ret generhverve det. Arkivfoto.

En 35-årig mand fra Taastrup bliver i dag af politiet brugt som eksempel på, hvad der kan ske, hvis du vælger at køre bil med is på forruden, eller andre af bilens ruder. Tilisede ruder er livsfarlige får bilister og deres medtrafikanter, og bliver du stoppet af politiet med elendigt udsyn, risikerer du både en bøde og at miste kortet. Det fortæller Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet mod den 35-årige mand førte han i februar bil “under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden førte sin personbil i Taastrup, selv om køretøjets forrude og forreste sideruder var dækket af is i et sådant omfang, at udsynet var forringet, hvilket fremkaldte fare for skade på person eller ting”.

Historien har siden fundet sin afslutning ved Retten i Glostrup, hvor manden 9. november blev mødt med en bøde på 2500 kroner, en afgift på 500 kroner til offerfonden samt en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Ny køreprøve venter

Helt konkret betyder det, at manden skal bestå en ny køreprøve og en ny teoriprøve for ikke at miste kørekortet. Han skal ret beset tage kørekortet helt forfra. Derudover kører han de næste tre år i bevidsthed om, at kortet ryger i mindst seks måneder, hvis han igen kører bil med is på forruden.

– Nogle bliver slemt overraskede over straffen, men bagefter kan de godt se, at et dårligt udsyn kan være skyld i en grim ulykke, siger anklagerfuldmægtig Mie Schjøtt-Kristensen, Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

Den 35-årige modtog den tildelte straf.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu