ANNONCE

Jack blev myrdet på åben gade

8. december 2020 22:39 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Nu har familien bedt om, at videoen bliver delt.

21-årige Jack Donoghue mistede 1. december 2019 livet, da han blev overfaldet af fire unge mænd uden for en natklub i Birmingham-forstaden Solihull i England.

De fire blev mandag idømt sammenlagt 53 års fængsel. Det skriver West Midlands Police i en pressemeddelelse.

Under det voldsomme overfald blev Donoghue overfaldet med kniv. Han døde tre timer senere af blodmangel. Tyrall Blake, der førte kniven, er idømt 23 års fængsel.

Nile Bennett, 23, Connor Moore, 20 og 21-årige Regan Watters, der også tog del i overfaldet, har fået sammenlagt 30 års fængsel.

Deler video

Politiet har, noget opsigtsvækkende, valgt at dele videomateriale fra overfaldet, der kostede Jack Donoghue livet.

Det har West Midlands Police valgt at gøre efter anmodning fra Jack Donoghues familie:

– Selv om det er smertefuldt at se på overvågningen, hvad der skete med Jack, så føler vi, at det er vigtigt at vise alle, hvor forfærdelige konsekvenser knivkriminalitet kan få, udtaler familien i en pressemeddelelse fra West Midlands Police.

Politikommissær Jim Mahon, der ledte efterforskningen af sagen, slår fast, at knivstikkerier absolut må og skal bekæmpes:

– Jacks familie har under retssagen måttet se overvågningsvideoen mange gange. De har under hele sagen udvist ydmyghed og respekt, og det tjener dem stor ære som familie, siger han og fortsætter:

– Det er så vigtigt, at unge, forældre og lærere forstår, de forfærdelige konsekvenser af knivstikkerier. At bære kniv vil ikke beskytte dig mod noget, men det er mere og mere tydeligt, at det i stedet gør mindre sager til tragedier, der kan ende med døden, siger han.

Tog lattergas og gik amok

Overvågning fra aftenen viser, at de fire dømte udså sig flere ofre, der var på vej hjem fra byens natklubber.

Én blev slået og sparket i hovedet af to af de fire, der forlangte hans ur og telefon.

Klokken tre forlod Jack Donoghue natklubben Popworld, og banden begyndte at slå løs på ham. Forinden tog flere af de unge tilsyneladende lattergas fra en oppustet ballon.

Jack forsøgte at afværge situationen, men den endte med at eskalere. Flere vidner har beskrevet, hvor modigt og tappert Jack forsøgte at afværge angrebet.

Selv om han var omringet af de fire lykkedes det ham at afværge det meste. Men så trak én en kniv, og stak ham en enkelt gang i maven.

Mens de fire flygtede ad en sidegade lykkedes det Jack Donoghue at finde en bænk, han kunne sætte sig på.

Vidner og dørmænd ydede førstehjælp på stedet, men Jack Donoghue omkom få timer senere på hospitalet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu