ANNONCE

Skudt i ryggen: Nu taler han

7. september 2020 05:52 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Efter at være blevet skudt i ryggen af en politibetjent har overgrebsanklagede Jacob Blake konstante smerter.

Skudt i ryggen: Nu taler han
En demonstrant holder i Boston denne weekend et skilt op, hvor der står "retfærdighed for Jacob Blake". Foto: Brian Snyder/Reuters

Mens protester mod racisme og politivold er fortsat weekenden over i USA, udtaler Jacob Blake sig for første gang offentligt.

Blake – den sorte amerikaner, der blev skudt i ryggen af en politibetjent i Wisconsin sidste måned – beskriver, hvordan han konstant mærker smerter efter episoden, som efterlod ham lam fra livet og ned.

– Det gør ondt at trække vejret, det gør ondt at sove, det gør ondt at rykke sig fra side til side, det gør ondt at spise, siger han i videoen, som er offentliggjort på Twitter af Blakes advokat, Ben Crump, søndag lokal tid.

Omkring 900.000 har natten til mandag dansk tid set videoen på Twitter.

Fredag lokal tid erklærede Blake sig uskyldig i anklager om seksuelt overgreb mod en tidligere kæreste og moren til hans tre børn.

Det var disse anklager, som fik en dommer til at udstede en arrestordre, der i august førte til den anholdelse, hvorunder Blake blev skudt.

En video af skyderiet gik efterfølgende viralt og har pustet til vreden i byen og resten af USA, hvor protester på ny er blusset op. Protesterne i byen Kenosha er det seneste eksempel på demonstrationer mod racisme i USA efter sorte George Floyds død under en brutal anholdelse i maj.

Skudt af politiet

Videoen viser, hvordan Jacob Blake bliver skudt i ryggen af en politibetjent på vej ind i en firehjulstrækker, hvor hans tre børn sidder.

Efterfølgende har han været indlagt. Iklædt en grøn patientkittel kommer han i videoen også med en opfordring til folk:

– Jeg beder jer, ændr jeres liv derude. Vi kan holde sammen, tjen nogle penge, gør alt lettere for vores folk, for der er så meget tid, der er blevet spildt, siger han i videoen.

Demonstrationerne – hvoraf mange har været fredelige, men flere også har udviklet sig voldeligt – er rykket højt op på den politiske dagsorden, og Donald Trump har blandt andet gjort “lov og orden” til sit valgslogan.

I Rochester i delstaten New York var der i weekenden for fjerde dag protester og uro som reaktion på den sorte mand Daniel Prudes død efter en anholdelse i marts. Det skriver Reuters.

Ni folk blev anholdt, og tre politibetjente blev behandlet for skader på et lokalt hospital efter sammenstød.

Også i byen Portland i delstaten Oregon har protester på ny udviklet sig voldeligt. Her var der natten til søndag for 100. dag i træk protester og uro, hvor 50 ifølge CNN blev anholdt.

Fakta

BLÅ BOG: Donald Trump

Donald Trump er Det Republikanske Partis præsidentkandidat i USA.

* Navn: Donald John Trump

* Alder: 70 år

* Fødested: Queens, New York City

* Søn af: Frederick C. og Mary MacLeod Trump

* Nationalitet: Amerikansk

* Bopæl: Manhattan, New York City

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Har desuden fire andre børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania i 1968

* Karriere: Begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Overtager formelt virksomheden og omdøber det senere til The Trump Organization. Fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Annoncerer, at han ville gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Bliver formelt valgt som partiets kandidat i juli.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf

Kilder: Business Insider, biography.com

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu