ANNONCE

Jagtede beruset vanvidsbilist med 250 i timen

5. januar 2021 14:34 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Civil patruljevogn jagtede beruset bilist med over 250 kilometer i timen.

Jagtede beruset vanvidsbilist med 250 i timen
Spritbilist standset efter vanvidsfart på motorvej. Arkivfoto: Scanpix

En civil patruljevogn måtte køre mere end 250 kilometer i timen på en strækning over fem kilometer for at indhente en motorvejsbilist, der kørte med rasende fart på Svendborgmotorvejen mandag aften. Det viste sig også, at bilens fører var spirituspåvirket.

I en pressemeddelelse fra Fyns Politi fremgår det, at det var en civil patruljevogn, der klokken 20.37 var på vej ned ad tilkørslen ved Kværndrup, som spottede bilisten, der kørte usædvanlig hurtigt.

Patruljen fulgte selvsagt efter og måtte altså køre “langt over 250 km/t for at indhente bilisten”, skriver politiet. Det hele foregik ganske enkelt så stærkt, at politiet havde svært ved at følge med.

Ved Svendborg Nord-afkørslen bremsede bilisten endelig ned og kørte fra motorvejen ind mod Svendborg. Patruljen havde i mellemtiden fået hjælp fra andre patruljer, så det lykkedes at få stoppet bilisten. Ud over føreren befandt der sig en passager i bilen.

Beruset

Da bilen blev standset, viste det sig desuden, at bilisten var mere end blot vanvidsbilist. Han var nemlig også spritbilist, viste en alkometer-test. Han blev på stedet målt med alkometeret til en promille på 0.85. Den egentlig promille skal bevises med en blodprøve.

– Med denne sag har vi siden midten af november haft otte sager med vanvidskørsel i politikredsen. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Jeg må på det skarpeste appellere til at udvise ansvarlighed, når man sætter sig bag rattet. Høj hastighed koster liv, og derfor skal vi have stoppet vanvidsbilisme nu, siger politidirektør Arne Gram.

Politiets teknikere skal nu kigge på optagelser fra patruljevognens kamera. På den måde skal det fastslås, hvor høj hastigheden egentlig var. Derved er det uvist, præcis hvad sigtelsen bliver pålydende. Forventningen er dog, at den er over 200 kilometer i timen.

Ved 200 kilometer i timen på en motorvejsstrækning med en tilladt hastighed på 130 vil bøden være på 7000 kroner samt en ubetinget frakendelse af kørekortet. Desuden kommer en tillægsbøde på spirituskørsel. Den vil ved en promille på 0,.85 være 85 procent af den pågældendes netto månedsløn.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu