ANNONCE

Jan købte kondomautomat og overraskede sønnerne

22. marts 2020 08:03 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Den 51-årige Jan blev inspireret af hitserien Matador til at købe en kondomautomat. Nu skal den udstilles på Nationalmuseet.

Det er nok de færreste, der finder på ideen om at sætte en kondomautomat op på sit toilet. Men netop den lidt skøre idé fik den 51-årige Jan fra Kølstrup for seks år siden. Derfor tyede han til DBA for at finde den helt rette.

Nu skal kondomautomaten for alvor sættes til skue, for den skal være en del af en udstilling på Nationalmuseet. Det skriver DBA i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Inspireret af Ulrik

Det er seks år siden, at Jan kom på, at det kunne være en sjovt at købe en kondomautomat.

Faktisk kommer inspirationen til idéen fra en ikonisk scene i DR-serien Matador, hvor Maudes søn Ulrik stjæler kondomautomaten fra Jernbane Restauranten og sætter den op på familiens toilet til stor forargelse for de fine damer, som Maude har på visit.

Men det bunder også i, at den 51-årige mand fra Fyn er vild med gamle ting.

– Jeg kan godt lide gamle ting, og jeg synes blandt andet at gamle vareautomater er hyggelige. Derfor kom jeg på den tanke, at når mine drenge blev større, skulle de da have sig en gammel kondomautomat, siger Jan til DBA Guide.

Problemer med kondomer

Efter lang tids søgen fandt Jan endelig den helt rette kondomautomat. Han måtte smide 1000 kroner for hele herligheden.

Selv om det krævede en masse af den 51-årige for at finde automaten, så skulle det vise sig at være endnu mere problematisk at finde automatens indhold.

– Jeg har haft meget svært ved at finde lige den type kondomer, der passer til maskinen. De skal ligge i nogle særlige pakninger, nogle specielle, små æsker. Jeg har måtte skrive til firmaet, som handler med kondomerne, ’Worlds best’, for at få nogle eksemplarer, siger Jan.

Det lykkedes heldigvis, og har man en 20’er til at proppe i kondomautomaten, er der da også gevinst, for automaten virker stadig.

Udstilles på Nationalmuseet

Det var faktisk Jans kone, der fik den idé at hænge kondomautomaten op på deres sønners toilet, men den idé skulle vise sig, at hun senere kom til at ærgre sig lidt over.

– Mine drenge synes, det er meget sjovt, griner Jan til DBA Guide og fortsætter:

– Min kone synes dog, det var knapt så sjovt, at vi skulle have fjernsynet ud og filme på toilettet. De gange, vi ellers har haft fjernsynet på besøg, filmer de ude i garagen eller på en mark, fortæller Jan, der grundet sin store samling har haft flere tv-hold på besøg.

Det var da også et tv-hold, der banede vejen for, at kondomautomaten nu skal udstilles på Nationalmuseet, da Jan blev kontaktet efter automaten var blevet set i tv.

Udstillingen, der er planlagt til at åbne den 1. maj, udstiller ting, som danskerne husker fra de seneste 100 år, og kondomautomaten fortæller noget om, hvordan danskere i den tid, hvor automaterne var populære, så på seksualitet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu