ANNONCE

Jane blev slået bevidstløs: Haft smerter i årevis

21. maj 2020 15:15 | Af: Newsbreak.dk

En hjernerystelse for over tre år siden plager stadig Jane Hoggins fra Langå. Nu er der mere hjælp på vej til borgere som hende.

En novemberdag i 2016 vil for altid stå indprentet i 49-årige Jane Hoggins’ bevidsthed. Et uopmærksomt øjeblik gav hende en hjernerystelse, som hun her over tre år senere stadig generes af.

Faktisk har hun nærmest hver dag siden haft hovedpine, kvalme og andre symptomer.

– Jeg blev ramt af bagklappen på bilen og blev slået bevidstløs. Det gav mig en hjernerystelse. Først blev jeg sygemeldt i 13 måneder, og forsøgte derefter at vende tilbage til mit daværende job. Det gik skidt, så jeg blev afskediget, fortæller Jane Hoggins fra Langå ved Randers til TV2 Østjylland.

I starten havde hun alle symptomer på en hjernerystelse. Kvalme, synsforstyrrelser, lys- og lydfølsomhed, ondt i nakken, hovedpine, koncentrationsbesvær og udtrætning, fortsætter hun.

Udover de mange gener var det også frustrerende ikke at få den rigtige hjælp, lyder det fra Jane Hoggins.

– Der var forsøg på hjælp, men mulighederne var der ikke. Jeg havde en god jobkonsulent, der sagde, at ‘der er simpelthen ikke noget til dig’, siger hun.

I stedet måtte hun selv søge efter og punge ud for behandlinger hos blandt andre en fysioterapeut og en akupunktør.

Betalte dyrt for behandling

Hver uge betalte hun flere hundrede kroner for behandling, der kunne gøre hverdagen en smule mere udholdelig.

– Det er da mange penge, som jeg heldigvis havde råd til at betale, men det er det ikke alle, som har, siger Jane Hoggins.

– Vi er lidt en overset gruppe. Det er ikke ligesom med et brækket ben, hvor man kan se, hvad der er galt.

Frustrationerne genkender lokalpolitikeren Iben Sønderup (S). For to år siden blev hun selv ramt af en hjernerystelse, og oplevede på egen krop systemets mangler.

– Når du har fået konstateret en hjernerystelse, bliver du bare sendt hjem, og der er ikke noget tilbud om behandling. Jeg ved, at der sidder mange derude, som er fortvivlede over den manglende hjælp, siger Iben Sønderup til TV2 Østjylland.

Men nu er der så formentlig godt nyt til de ramte borgere. For et pilotprojekt taget på initiativ af Hammel Neurocenter er i gang med at blive udbredt til flere kommuner.

En af dem, der har takket ja til at være en del af projektet, er Randers Kommune.

– Nu er der måske endelig noget, som alle de her, der sidder fortvivlede rundt om i landet, kan drage nytte af, siger Iben Sønderup.

Behandles i otte uger

Kort fortalt tilbyder det nye projekt et otte ugers behandlingsprogram, som skal give de påvirkede en række redskaber til at leve med følgerne af en hjernerystelse.

Det har allerede været afprøvet hos en ung målgruppe med positive resultater. Nu skal forsøget udvides til en større målgruppe, hvor Randers Kommune så er en af dem, der vil tilbyde det til patienter.

En af dem, der ved meget om hjernerystelser, og også har viden om det nye tiltag, er daglig leder hos Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter.

– Tidligere har gruppen været ret overset, så det er godt, at der nu kommer mere fokus på området, siger hun til TV2 Østjylland.

Hana Malá Rytter har længe arbejdet for mere overskuelighed og bedre tilbud til personer med gener fra en hjernerystelse.

Hun hilser derfor forsøget velkommen, men ser dog en enkelt faldgrube.

– Det er stadig vigtigt, at hver enkelt person får en individuel vurdering af, hvad der er den rette hjælp for dem. Det duer ikke, hvis alle bare får det her tilbud, og så gøres der ikke mere, lyder det fra lederen af Dansk Center for Hjernerystelse.

Billigere med den rette hjælp

Tilbage i Langå glæder Jane Hoggins sig over udsigten til tilbuddet, som hun også personligt håber at blive en del af.

Hun er overbevist om, at det på lang sigt er billigere for samfundet at tilbyde den rette hjælp i stedet for at give op på folk.

– Jeg har været i spil til en førtidspension, men den har jeg afvist. Jeg er altså under 50 år og vil hellere bidrage på arbejdsmarkedet. Det er bedre, jeg laver noget i stedet for at få penge fra en eller anden kasse.

– Så det er super godt med et nyt tilbud. Det har været lidt en jungle at finde rundt i. Jeg håber på en plads, så jeg får nogle redskaber til at skabe en hverdag med lidt mere overskud, siger hun til TV2 Østjylland.

I galleriet ovenfor kan du se fem myter om hjernerystelse, du ikke skal tro på.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu