ANNONCE

-Jeg har ikke dækket over Morten

15. oktober 2020 16:35 | Af: Ritzau Fokus

Sofie Carsten Nielsen har søgt dialog med Ida Auken uden held

-Jeg har ikke dækket over Morten
De Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, afviser endnu engang at være blevet orienteret om en sag fra 2017 om upassende opførsel fra daværende politisk leder Morten Østergaard. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

I en skriftlig kommentar siger R-leder Sofie Carsten Nielsen, at hun har søgt dialog med Ida Auken uden held.

Hun afviser igen at have kendt til sag fra 2017 med Morten Østergaard i centrum.

– Der er en verden til forskel på at kende til en konkret krænkelsessag og at have løse snakke om Mortens adfærd i øvrigt. Det er vigtigt for mig at understrege, at det hverken er mit eller andre kollegers ansvar, at Morten kunne blive fuld og pinlig til fester.

– Ikke desto mindre, så har jeg ligesom andre snakket med Morten om det, og jeg har opfordret ham til at rette op på det. Og det var faktisk mit indtryk, at han også tog opsangene til sig og ændrede adfærd, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen i kommentaren.

(Se i øvrigt en tidslinje over balladen hos De Radikale i bunden af artiklen).

Sofie Carsten Nielsen skriver endvidere, at hun “uformelt” har snakket med Ida Auken om Morten Østergaards adfærd til fester.

Meldingen kommer, efter at Ida Auken, der har orlov fra Folketinget, onsdag i et længere opslag skrev om en episode fra 2017, hvor Morten Østergaard skulle have opført sig upassende over for en kvinde.

Det skulle være sket på Folkemødet.

I opslaget lød det, at Sofie Carsten Nielsen havde dækket over Østergaard, selv om Ida Auken fortalte hende om sagen.

Det afviser Sofie Carsten Nielsen altså.

– Jeg kendte ikke til den konkrete krænkelsessag, som Ida skrev om på sin Facebook-side i går, og jeg vidste ikke før i lørdags, hvor Ida skrev en mail til gruppen, at hun var mellemmanden, der havde givet den videre til sekretariatschefen. Men hun videregav den ikke til mig i 2017, som hun ellers har skrevet.

Fakta

Her er Ida Aukens opslag om krænkelser

De Radikales Ida Auken skriver på Facebook, at ny leder har dækket over Morten Østergaard. Læs opslaget her:

“Det var en lang dag i den sorte diamant, hvor jeg kunne sidde og se mit parti nedsmelte for åben skærm. Men værre endnu har det været at se på efterspillet, hvor den nuværende politiske leder er forsat med at skjule vigtig viden over for offentligheden og for folketingsgruppen.

Og jeg kan forstå på referater af gårsdagens hovedbestyrelsesmøde, at heller ikke de har fået det fulde billede af, hvor meget Sofie Carsten Nielsen vidste om Morten Østergaards grænseoverskridende adfærd, og dermed heller ikke af, hvor længe den nuværende politiske leder har undladt at handle på denne viden.

Naturligvis skal personfølsomme oplysninger behandles fortroligt, men det betyder ikke, at en ledelse ikke kan gøre det nødvendige på baggrund af sådanne oplysninger. Situationens alvor begyndte at gå op for mig i fredags.

Først kunne man se Morten Østergaard lægge en opdatering på sin Facebook om, at han har forulempet tre kvinder, han har været chef for, hvilket viser, at der selvfølgelig var tale om mere alvorlige handlinger end en hånd på et lår.

Dernæst indkaldte Sofie Carsten Nielsen til pressemøde, hvor hun meddelte, at hun ikke kendte til flere sager om Morten Østergaard end hånden på Lotte Rods lår. Det ved offentligheden nu ikke var korrekt, da hun tre dage senere skrev på sin Facebook, at hun havde kendt den ene af personalesagerne siden 17. september i år.

Men allerede fredag under pressemødet vidste jeg, at Sofie Carsten Nielsen ikke fortalte hele sandheden. For jeg har fortalt hende om en anden særdeles alvorlig sag for tre år og fire måneder siden i juni 2017.

Jeg har siden erfaret, at denne sag er den ene af de tre personalesager. I lørdags fortalte jeg folketingsgruppen, hvad jeg vidste. Jeg sendte en fortrolig mail til gruppen, der påpegede, at det ikke var korrekt, når ledelsen siger, at de ikke kendte til flere sager.

Jeg opfordrede ledelsen til at give det fulde billede til folketingsgruppen. I mailen fortalte jeg, hvordan jeg i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig.

Dengang bad jeg udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard.

Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok.

Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt en sådan historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden. Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen.

Ud over den samtale i 2017 havde Sofie Carsten Nielsen og jeg også en samtale på tomandshånd på hendes kontor i efteråret 2018, der angik min opbakning til Morten Østergaard.

Der måtte jeg gøre klart, at jeg havde mistet tilliden til ham som leder for det Radikale Venstre blandet andet på grund af hans opførsel over for kvinder. Her nævnte jeg ikke den i mailen omhandlede sag, men alene det generelle billede af Morten Østergaards mangeårige grænseoverskridende adfærd.

Så jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, i stedet for at tage det nødvendige opgør. Min mail gav ledelsen mulighed for at komme frem med alle oplysninger over for folketingsgruppen, i den officielle redegørelse og over for hovedbestyrelsen.

Ingen af de muligheder er blevet grebet af ledelsen. Jeg kan se, at man nu forsøger at lukke et kapitel i partiets historie uden at tage et tilstrækkeligt opgør med ledelsessvigtet.”

Kilde: Ida Auken, sygemeldt folketingsmedlem for De Radikale, på Facebook.

Fra Sofie Carsten Nielsen lyder det endvidere i kommentaren, at “det ikke gør noget godt for nogen at blive ved med at kommunikere på denne måde via medier og sociale medier”.

Hun har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Også Martin Lidegaard har torsdag blandet sig i debatten om Aukens opslag. Han skriver, at han ikke har grund til at betvivle udsagnene fra Auken, og at ledelsen skulle have grebet ind før.

Fakta

Fra en hånd på et lår til åben krig i De Radikale

* 16. september skriver folketingsmedlem Lotte Rod (R) i et Facebook-opslag, at hun er blevet taget på i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre.

* 19. september varsler partiets daværende politiske leder, Morten Østergaard, på et landsmøde en undersøgelse, der skal afdække omfanget af sexisme i partiet.

* 6. oktober fortæller Østergaard, at han har gennemført de samtaler og den påtale, som han mener, er rigtig i sagen med Lotte Rod. Han afviser at sætte navn på krænkeren.

* Han afviser i interview med Jyllands-Posten, at han er krænkeren. Han ringer igen og trækker sit svar tilbage.

* 7. oktober mødes De Radikales folketingsgruppe til et hemmeligt møde i Den Sorte Diamant. Det strækker sig over mere end seks timer.

* Efter mødet træder Morten Østergaard tilbage som leder, da det er ham, der for knap ti år siden lagde en hånd på låret af Lotte Rod. Det har han ifølge flere af mødedeltagerne først nægtet på mødet, indtil Lotte Rod sagde, at Østergaard var krænkeren.

* Den hidtidige næstformand, Sofie Carsten Nielsen, bliver på mødet valgt til politisk leder efter et kampvalg mod Martin Lidegaard.

* 9. oktober skriver Morten Østergaard på Facebook, at yderligere tre kvinder har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham i festligt lag.

* Den nyudnævnte leder, Sofie Carsten Nielsen, afviser at have kendt til de nye sager.

* 12. oktober offentliggør partiets sekretariat en redegørelse over partiets håndtering af de tre sager om uønsket seksuel opmærksomhed fra Morten Østergaard.

* Redegørelsen fastslår, at der i alle sager er blevet handlet. Østergaard har fået en reprimande og en indskærpelse af, at det ikke skulle ske igen. Ikke alle kvinderne har fået besked om, at der blev handlet.

* En ekstern ekspert vurderer i redegørelsen, at en mangel på retningslinjer har svækket håndteringen af sagerne.

* De Radikale oplyser, at Morten Østergaard har sygemeldt sig, og at sekretariatschefen har fået en advarsel for sin håndtering af klagesagerne.

* Folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) skriver på Facebook, at hun er en af de kvinder, som har følt sig krænket af Morten Østergaard. Det skulle være sket, da hun var studentermedhjælper i partiet i 2015.

* 13. oktober får Sofie Carsten Nielsen fuld opbakning af partiets hovedbestyrelse.

* 14. oktober skriver Ida Auken på Facebook mere detaljeret om en af de hændelser, hvor Østergaard er anklaget for at have krænket kvinder. Auken siger, at blandt andre Sofie Carsten Nielsen og landsformand Svend Thorhauge er blevet orienteret om sagerne i 2017. Auken beskylder dem for at have dækket over krænkelser.

* Det afviser Carsten Nielsen, som beskylder Auken for at destabilisere partiet. Også landsformand Svend Thorhauge afviser at være blevet orienteret om krænkelserne.

* 70 kommunal- og regionalpolitikere fra De Radikale giver fuld opbakning til Sofie Carsten Nielsen på møde.

* 15. oktober skriver folketingsmedlem Jens Rohde på Facebook, at hvis Ida Auken smides ud af De Radikale eller bliver “marginaliseret”, så vil han også forlade partiet.

* Martin Lidegaard, som tabte valget om lederposten til Sofie Carsten Nielsen, skriver samme dag på Facebook, at han ikke betvivler Ida Aukens fortælling om upassende adfærd fra Østergaard.

* I en skriftlig kommentar siger Sofie Carsten Nielsen, at hun har søgt dialog med Ida Auken uden held. Hun siger, at hun ikke har kendt til en mail fra Ida Auken i 2017.

Kilder: Jyllands-Posten, DR, Altinget, Ritzau, TV2, De Radikale.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu