Jensens har gjort rent – men kontrol kommer igen

9. september 2019 16:16 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Efter en rigtig (be)skidt periode for Jensens-restauranten på torvet i Esbjerg, er der nu rent igen.

Jensens har gjort rent - men kontrol kommer igen
Jensens Bøfhus Esbjerg City i Torvegade har haft ualmindelig svært ved at holde det rent. Det laves der om på, lover direktør. Arkivfoto (af en anden afdeling): Scanpix

– Vi har fejlet, nu gør vi noget ved det.

Sådan sagde Anders Nikolaisen, direktør i Jensens Group, der driver Jensens Bøfhus rundt om i Danmark, til Newsbreak.dk i juli. Det skete på foranledning af en sønderlemmende kontrolrapport, hvor det fremgik, at der var møgbeskidt i afdelingen på torvet i Esbjerg.

Det resulterede da i både en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner.

– Jeg tænker, at det ikke er godt nok. Vi har lyst til, at der er styr på tingene, lige som der er i alle vores andre restauranter. Derfor tager vi det her alvorligt, sagde direktøren.

Nu har han så endelig fået noget at smile af, fremgår det af den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, der sidst i august var på opfølgende besøg. Inden da havde direktøren lovet, at der ville blive gjort grundigt rent – og gennemgået rengøringsprocedurer.

Den nyeste kontrolrapport viser da også, at smileyen har vendt mundvigene i vejret, og det fremgår, at alle de kritikpunkter, der blev fremhævet i juli, er blevet løst og fikset. Dog, noterer Fødevarestyrelsen, i rapporten:

Virksomheden er den 15.08.19 telefonisk orienteret om, at anmærkninger til virksomheder med dårlig regelefterlevelse medfører to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg. Dette indebærer, at Fødevarestyrelsen vil gennemføre endnu et ekstra kontrolbesøg i virksomheden, selvom der på dette kontrolbesøg ikke er meddelt anmærkninger“, så der går altså lidt endnu, før styrelsen har tiltro til, at afdelingen i Esbjerg har fundet melodien.

Samtlige andre Jensens Bøfhus-afdelinger i landet havde i juli storsmilende smileys, viste Newsbreak.dks gennemgang.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu