Google hylder legende på helt særlig måde

21. marts 2019 06:07 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Den legendariske tyske komponist Johann Sebastian Bach bliver fejret på en helt særlig og ganske nyskabende måde af Google.

Torsdag er det 334 år siden, at den tyske komponist Johann Sebastian Bach blev født.

Selvom dagen hverken markerer en hel- eller halvrund fødselsdag for den legendariske musiker, har det ikke desto mindre fået tech-giganten Google til at hylde ham på startsiden til virksomhedens søgemaskine.

Det sker med en såkaldt Google-doodle, hvor man som bruger selv kan prøve kræfter med at komponere et stykke musik.

Ved hjælp af kunstig intelligens vil doodlen så moderere tonerne, så det kommer til at lyde ligesom den stil, Johann Sebastian Bach selv var repræsentant for.

Det er ifølge Google selv første gang nogensinde, at netop den teknologi bliver taget i brug.

Johann Sebastian Bach: Legendarisk komponist

Johann Sebastian Bach blev født ind i en musikerfamilie i den tyske by Eisenach i 1685.

Ifølge Den Store Danske er Bach kendt for at have komponeret nogle af baroktidens allerstørste værker.

I sin samtid var han dog primært kendt for sine fremragende evner som orgelspiller – og det er først langt senere, at verden fik øjnene op for hans evner som komponist.

I galleriet ovenfor artiklen kan du se flere facts om Johann Sebastian Bach.

Fakta

Derfor laver Google "doodles"

Doodles er de sjove, overraskende og til tider spontane ændringer, der laves i og omkring Google-logoet for at fejre helligdage, jubilæer og kendte kunstnere, pionerer og videnskabsmænds og -kvinders liv.

I 1998, før Google overhovedet blev stiftet, blev begrebet doodle født, da Google-stifterne Larry og Sergey legede med firmalogoet for at vise deres deltagelse i festivalen Burning Man i Nevada-ørkenen. De satte en tegning af en tændstikmand bag det andet “o” i ordet Google, og det reviderede logo var tænkt som en sjov meddelelse til Google-brugere, om at grundlæggerne ikke var på kontoret. Den første doodle var relativt enkel, men det var der, idéen om at udsmykke firmaets logo for at fejre bemærkelsesværdige begivenheder blev født.

To år senere, i år 2000, bad Larry og Sergey den nuværende webmaster, Dennis Hwang, som på det tidspunkt var praktikant, om at skabe en doodle for at fejre Bastilledagen. Den blev så godt modtaget af vores brugere, at Dennis blev udnævnt til Googles chefdoodler, og doodles blev et tilbagevendende element på Googles startside. I begyndelsen blev doodlerne primært brugt til at fejre de største helligdage. Nu om dage fremhæver de en bred vifte af begivenheder og mærkedage fra John James Audubons fødselsdag til Ice Cream Sundae.

Efterspørgslen på doodles voksede hurtigt både i USA og i resten af verden. I dag er et helt team af talentfulde designere – kaldet “doodlers” – og ingeniører ansvarlige for at skabe doodles. For dem er udviklingen af doodles et holdarbejde med det formål at give Googles startside nyt liv og bringe smilet frem hos alle Google-brugere.

Hvor mange doodles har Google skabt i årenes løb?

Doodle-teamet har skabt mere end 2000 doodles til vores startsider over hele verden.

En gruppe Google-medarbejdere mødes regelmæssigt for at brainstorme og afgøre, hvilke begivenheder der skal fejres med en doodle. Idéerne til doodlerne hentes fra en række forskellige kilder, herunder Google-medarbejdere og Google-brugere. Udvælgelsesprocessen sigter mod at finde interessante begivenheder og mærkedage, der afspejler Googles personlighed og kærlighed til innovation.

Hvem designer Googles doodles?

Der er et team af designere og ingeniører, som står bag hver eneste doodle, du ser.

Men doodle-teamet er altid glad for at høre idéer fra brugere. Du kan sende en e-mail til proposals@google.com med idéer til den næste Google-doodle.

Kilde: Google.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu