ANNONCE

Stemmer optalt: Johnson taler til folket

13. december 2019 16:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Premierminister holder tale efter besøg på Buckingham Palace og offentliggørelse af endeligt valgresultat.

Storbritanniens Boris Johnson taler fredag eftermiddag foran Downing Street.

Det sker efter, at den britiske premierminister tidligere havde besøgt Buckingham Palace, hvor dronning Elizabeth formelt overgav ham opgaven med at danne en ny regering.

– Vi klarede det! sagde Johnson, efter at hans konservative parti vandt 365 af de 650 pladser i Underhuset – det stærkeste konservative flertal siden 1987.

– Nationen har givet os et historisk mandat, og vi vil gøre alt for at leve op til det, sagde han.

Det endelige valgresultat viser, at Labour fik 203 pladser, mens Det Skotske Nationalparti fik 47 pladser og De Liberale Demokrater fik 11 pladser.

Forsinket

Den sidste valgkreds, der manglede at blive opgjort, var St. Ives i det sydvestlige England. Ifølge BBC var resultatet forsinket på grund af dårligt vejr.

Fredag morgen stod det klart, at de konservative og Boris Johnson var klare vindere. I sin sejrstale fredag morgen sagde Johnson, at Storbritannien vil forlade EU 31. januar.

Det bliver gentaget ved Johnsons tale fredag eftermiddag, hvor han samtidig takker for støtter og lover, at regeringen vil arbejde i døgndrift for at betale tilliden tilbage.

Derefter taler han til dem, der ikke har stemt Det Konservative Parti, og som ønskede, at Storbritannien blev i EU. Han lover dem, at Storbritannien vil forhandle med EU som gode venner og ligesindede.

– I skal vide, at regeringen aldrig vil ignorere jeres gode og positive varme følelser og sympati over for de andre nationer i EU, siger Boris Johnson.

Han understreger samtidig, at han vil forsøge at samle nationen.

Fakta

Valgresultatet

Det Konservative Parti med Boris Johnson i spidsen har sikret sig et absolut flertal i Underhuset og det største konservative flertal siden Margaret Thatchers valgsejr i 1987.

Dermed er kursen mod et britisk farvel til EU lagt, da det konservative flertal kan føre et brexit ud i livet uden om resten af parlamentet.

Brexitdatoen er senest 31. januar.

Sådan ser resultatet ud, efter at alle 650 sæder i Underhuset fredag eftermiddag er fordelt. Ændringer fra valget i 2017 i parentes.

Det kræver 326 sæder i parlamentet, hvis et parti skal have absolut flertal.

* De konservative får rent flertal i Underhuset med 365 repræsentanter (+47).

* Labour får 203 repræsentanter (-59).

* Det Skotske Nationalparti, SNP, får 48 repræsentanter (+13).

* Liberaldemokraterne får 11 repræsentanter (-1).

* Nordirske DUP får 8 repræsentanter (-2).

* Nordirske Sinn Féin får 7 repræsentanter.

* Walisiske Plaid Cymru får 4 repræsentanter.

* Nordirske SDLP får 2 repræsentanter (+2).

* De Grønne får 1 repræsentant.

* Det nordirske Allianceparti får 1 repræsentant (+1).

* 46 millioner kunne stemme til valget. Knap 32 millioner deltog, og det svarer til en valgdeltagelse på 67,3 procent.

Kilde: BBC.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu