ANNONCE
Storbritanniens premierminister, 55-årige Boris Johnson, siger, at “det kunne være gået begge veje”, da han var indlagt på intensiv med coronavirus. Han siger, at lægerne reddede hans liv.
– Det er svært at finde ord, der kan udtrykke min taknemmelighed over for dem, som reddede mit liv, skriver han på Twitter.
It is hard to find the words to express my debt to the NHS for saving my life.
— Boris Johnson (@BorisJohnson) April 12, 2020
The efforts of millions of people across this country to stay home are worth it. Together we will overcome this challenge, as we have overcome so many challenges in the past. #StayHomeSaveLives pic.twitter.com/HK7Ch8BMB5
Johnsons kontor siger i en udtalelse, at premierministeren fortsat holder en pause fra sit embede.
– På baggrund af rådgivning fra lægerne vil premierministeren ikke øjeblikkeligt vende tilbage til arbejdet. Han takker alle på St. Thomas for den fantastiske behandling, han har modtaget, siger en talsmand.
Der har ikke været fremsat mange officielle kommentarer om, hvor alvorligt syg Johnson var, da han var indlagt, men premierministerens gravide forlovede, Carrie Symonds, siger søndag, at der har været situationer i den seneste uge, hvor “det har set særdeles mørkt ud”.
Boris Johnson opfordrer i sine udtalelser søndag briterne til fortsat at holde sig på afstand af hinanden – selv om det er påske, og vejret er godt.
– Vi gør fremskridt i denne nationale kamp, siger han videre.
Storbritanniens udenrigsminister, 46-årige Dominic Raab, vikarierer midlertidigt på premierministerposten, mens Johnson er ude med sygdom.
Johnson meddelte i en video på Twitter den 27. marts, at han var testet positiv for coronavirus og havde milde symptomer. Godt en uge senere – den 5. april – blev premierministeren indlagt på hospitalet efter at have oplevet vedvarende symptomer.
Dagen efter blev Johnson flyttet til hospitalets intensivafdeling. Ifølge avisen The Times havde premierministeren i perioder svært ved at trække vejret, og han fik derfor ilt. Johnson forlod intensivafdelingen efter fire dage, torsdag 9. april. En række ledere verden over har de seneste dage sendt tanker til den coronaramte premierminister.
Blandt dem var også den danske statsminister, Mette Frederiksen.
– Meget trist over at høre om premierminister Boris Johnson på intensivafdelingen. Ønsker dig en hurtig bedring. Varmeste hilsner MF, skrev Statsministeriet i et tweet, efter at Johnson var flyttet til intensivafdelingen.
Storbritannien er ganske hårdt ramt af coronavirus. Mere end 10.000 coronasmittede mennesker har mistet livet i Storbritannien. Det er kun overgået af USA, Italien, Spanien og Frankrig.
Det bekræftede antal er søndag 10.612, hedder det i en officiel meddelelse fra sundhedsministeriet i London. Dødstallene for Storbritannien var begge de to foregående døgn på over 900.
– Det er i dag en dyster dag, hvor vi har set, at sygdommen har kostet over 10.000 livet. I begyndelsen af krisen ville sundhedssystemet være blevet overvældet. Vi har set risikoen for, at det kan ske andre steder – men ikke her, siger den britiske sundhedsminister, Matt Hancock.
I tidligere weekender siden udbruddet begyndte er tallene faldet, hvilket kan skyldes forsinkelser i registreringerne af døde. Premierminister Boris Johnson siger, at “vi gør fremskridt i denne nationale kamp”.
Sundhedsministeriet oplyser, at hospitalerne stadig har 2295 ledige pladser til intensiv behandling af coronapatienter.
ANNONCE