Jul og nytår: Sådan undgår du syge gæster

21. december 2015 16:37 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Fødevarestyrelsen serverer en række gode råd til, hvordan du styrer sikkert gennem julen og nytårets middage, uden at bordets glæder spolerer helbredet hos dig og dine gæster.

Jul og nytår: Sådan undgår du syge gæster
Fødevarestyrelsen har en række gode råd til, hvordan du undgår at dine gæster bliver syge af maden. Foto: Scanpix (Modelfoto)

Når det jule- og nytårstravle køkken lugter brunt og brændt, er det måske være svært at huske alle de gode råd til, hvordan man jonglerer sikkert med rå svinelever og frisk rødkålssalat

Så her følger traditionen tro en god håndfuld klassiske køkkenråd fra Fødevarestyrelsen. Lige til at tage med til komfuret, inden du gør klar til at diske op med det kolde bord, de lune retter, den stegte and og den kogte torsk.

Ryd op i køleskabet

Hvis det kniber med pladsen i køleskabet til al julemaden, er det en god idé at starte juleforberedelserne med at gøre rent og rydde op i køleskabet. Sorter ud i fx konservesdåser, øl, sodavand og frugt og grøntsager, der ikke behøver at ligge på køl. Hvis køleskabet er overlæsset, bliver køleskabstemperaturen hurtig for høj.

Hold øje med temperaturen i køleskabet

Kød, pålæg, middags- og frokostretter og andre letfordærvelige fødevarer bør altid opbevares i køleskabet ved højst 5 grader. De fleste bakterier kan ikke vokse, når temperaturen er 5 grader eller lavere.

Vask hænder

Vask hænder og skærebræt, knive og andre redskaber, når du skifter mellem forskellige råvarer og retter. På den måde kan du undgå at sprede bakterier.

Hold råvarer og spiseklar mad adskilt

Når du tilbereder julefrokosten eller julemiddagen, skal du holde råvarerne adskilt fra den færdige mad. Det er især vigtigt at undgå, at der kommer bakterier fra råt kød, fjerkræ, fisk, æg eller fra uskyllet frugt og grønt over på mad, som spises uden at blive varmet op.

Varm maden igennem

Ingen julefrokost uden lune retter – men retterne bør have været varmet ordentligt igennem, inden de serveres. Når maden varmes ordentligt igennem, dræbes bakterierne. Hvis rester af lune retter skal spises dagen efter, skal resterne ikke blot lunes lidt, men igen varmes ordentligt igennem, inden de serveres.

Sæt rester hurtigt på køl

Både de lune retter og de kolde anretninger som sild og laks må ikke stå for længe på spisebordet. Maden bliver nemlig hurtigt lummervarm, og så vil bakterierne stortrives. Hvis du vil gemme rester fra julefrokosten, bør du ikke servere al maden på én gang. Server i stedet retterne i flere omgange og sæt resterne i køleskab efterhånden som maden er serveret for sidste gang.

Skal du have en større julefrokost hjemme, forbereder du sikkert nogle af retterne dagen før. Husk at nedkøle retterne hurtigt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu