Julius har mistet noget uerstatteligt: Men folks reaktioner er det, der overrasker ham mest

13. december 2018 05:55 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Da Julius Fuglsang Houkjær sidst i oktober fik stjålet sit kamera og sin harddisk i et DSB-tog mistede han ikke blot noget meget dyrt, men også et stort personligt projekt.

Julius har mistet noget uerstatteligt: Men folks reaktioner er det, der overrasker ham mest
25-årige Julius Fuglsang Houkjær fik i oktober stjålet noget helt særligt. (Foto: Privat)

Sidst i oktober var den 25-årige videoproducer Julius Fuglsang Houkjær på vej hjem fra en længere tur til Sydkorea, hvor han havde været på en opgave, der ikke blot var arbejde, men også et dybt personligt projekt.

I et DSB-tog på vej fra København mod Aarhus sidder han med en taske med al det materiale, han har fået samlet sammen fra turen til Sydkorea, på en ekstern harddisk, foruden alt sit dyre fotoudstyr. Da toget nærmer sig Odense indser han, at tasken er væk.

Tasken er ikke til at finde, og da han kommer hjem laver han et opslag på Facebook, hvor han efterlyser de stjålne genstande:

Opslaget bliver delt næsten 10.000 gange, og selv om tingene i dag, midt i december, stadig ikke er dukket op, ser han nu oplevelsen i et lidt andet lys:

– Det er klart, jeg stadig håber på at få tingene igen, men nu er det blevet til en lidt anden historie for mig. Det har virkelig været en oplevelse, hvordan folk har reageret, siger Julius Fuglsang Houkjær til Newsbreak.dk.

Udover de mange venlige sjæle, der har delt hans efterlysning, har han også oplevet folk, der tager venligheden et skridt længere:

– Der har været folk, der har været ude i virkeligheden og hænge plakater op på togstationer med min efterlysning – og så er der de folk, der har skrevet breve og fortalt om ting, de selv har mistet, siger han.

Optagelser fra en uvurderlig oplevelse

Det er nemlig ikke det dyre udstyr, der står centralt i historien. For den unge aarhusianer var på vej hjem fra et projekt i Sydkorea, der undervejs kom til at betyde for meget ham:

– Jeg rejste rundt med tre dansk-koreanske kunstnere, og jeg brændte virkelig for at fortælle historien. For de to af dem var det første gang, de besøgte landet, og det virkeligt nogle stærke oplevelser, siger Julius Fuglsang Houkjær, der primært opholdt sig i den sydkoreanske storby Ulsan.

– Det var et projekt, der både betød meget for mig og for dem. Jeg havde lovet dem, at jeg ville fortælle om deres historier, deres liv og deres kunst. De gav mig lov til at komme helt tæt på, siger Julius Fuglsang Houkjær.

I dag nærer Julius ikke det helt store håb om, at han får sine ting – og sine optagelser – at se igen. Han har udloddet en dusør på 10.000 kroner til den, der hjælper ham med at få tingene i hænde igen.

Det har dog også budt på en ubehagelig oplevelse, fortæller han:

– Der var en, der ville have mig til at sende pengene og møde ham på en hemmelig adresse derefter. Det kom ikke lige til at ske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu