ANNONCE

Får nu denne konsekvens

8. august 2020 08:56 | Af: Ritzau Fokus

Styrtet på 1. etape af Polen Rundt får nu interne konsekvenser for Dylan Groenewegen, siger hans hold.

Dylan Groenewegen kommer ikke til at køre cykelløb igen lige med det samme.

Det har den 27-årige hollandske sprinters hold, Jumbo-Visma, besluttet, eftersom holdet har valgt at suspendere ham efter det voldsomme styrt onsdag på 1. etape af Polen Rundt.

Her kørte Dylan Groenewegen så hasarderet i den afsluttende spurt om sejren, at landsmanden Fabio Jakobsen (Quick-Step) endte i barrieren og blev hospitalsindlagt med svære skader i ansigtet.

– Dylan anerkender, at han foretog en forkert manøvre ved at afvige fra sin linje, og at han korrekt blev diskvalificeret, skriver Jumbo-Visma på sin hjemmeside.

– Jumbo-Visma står for fair sportsånd inden for reglerne. Med sin manøvre brød Dylan en sportslig regel, og det er uacceptabelt.

– Vi har besluttet, at Dylan ikke stiller til start i et løb, indtil der kommer en afgørelse fra den disciplinærkomité, som UCI (Den Internationale Cykelunion, red.) har overgivet sagen til, lyder det videre.

Undskyldt flere gange

Jumbo-Visma understreger, at holdet derudover vil støtte Dylan Groenewegen, som selv har udtalt, at han har haft det meget svært efter onsdagens styrt.

Fredag undskyldte han endnu en gang i et tv-interview med det hollandske medie NOS.

– Jeg har kun tænkt på Fabio og hans familie, og jeg håber, at han hurtigt kommer sig, sagde Dylan Groenewegen.

I samme interview fortalte han, at han heller ikke selv tænkte på at komme tilbage på cyklen i den kommende tid.

Fabio Jakobsen blev efter styrtet lagt i kunstig koma. Hans tilstand blev først betegnet som kritisk, men det blev senere ændret til, at tilstanden var stabil.

Fredag blev han vækket af den kunstige koma, og lægerne udtrykte optimisme om hans tilstand. Alle knogler i ansigtet skulle dog være brækket.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu