Kæmpe fødevarekoks: Tilbagekaldte hepatitis-frugter endte på butikshylder igen

8. november 2018 15:27 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Dadler fra et tidligere tilbagetrukket parti, endte ved en fejl igen på hylderne i Rema 1000. Fødevarestyrelsen undersøger nu sagen.

I februar i år var Fødevarestyrelsen ude at advare mod at spise iranske dadler solgt i Rema 1000, da 14 danskere var blevet smittet med leverbetændelse efter at have indtaget frugten.

Det fik både Rema 1000 og importøren, RM Import, til at trække de pågældende dadler tilbage.

Nu skriver TV2, at en kunde i Rema 1000 for nyligt har købt dadler fra det selvsamme parti, som allerede var blevet tilbagekaldt i februar.

Det er sket, fordi dadlerne ikke er blevet destrueret hos den iranske producent, og så igen er blevet sendt til danske butikshylder.

Det har fået Fødevarestyrelsen til at gå ind i sagen på ny, oplyser beredskabschef hos Fødevarestyrelsen, Nikolas Kühn Hove, til Newsbreak.dk.

– Den iranske producent er udenfor vores jurisdiktion, men vi er ved at undersøge om modtagekontrollen hos henholdsvis importøren og Rema 1000 har været god nok, siger Nikolas Kühn Hove.

Når Fødevarestyrelsen har undersøgt sagen til bunds, vil han ikke udelukke, at der kan komme sanktioner til importøren og Rema 1000.

– Vi kan godt sanktionere i tilfælde som det her – om det så er bøder eller andre sanktioner – og det er i øjeblikket ved at blive undersøgt, om det skal ske i denne sag, siger Nikolas Kühn Hove.

Leverandøren er blevet tjekket grundigt

Sagen har ført til, at samtlige dadler er blevet fjernet fra hylderne i Rema 1000, fortæller indkøbsdirektør i butikskæden, Anders Rene Jensen, til TV2.

– Vi vil ikke have varer liggende, som kan gøre vores kunder utrygge. Leverandøren, som leverer dadlerne, er grundigt blevet tjekket, og vi har selv været på kontrolbesøg direkte hos producenten efter tilbagetrækningen tidligere i år, siger Anders Rene Jensen.

Han mener desuden, at dadlerne for længe siden skulle være blevet destrueret hos den iranske leverandør.

Importør har ændret procedure

Også hos importøren af de iranske dadler, RM Import, har sagen ført til, at processerne omkring den iranske leverandør er blevet ændret.

Det fortæller kvalitetsansvarlig ved RM Import, Pelle Nielsen, til Newsbreak.dk.

– Det er helt klart en fejl, at det pågældende parti er smuttet forbi os, siger Pelle Nielsen.

Han fortæller, at det nu har ført til, at der er blevet strammet op på virksomhedens modtagekontrol.

Konsekvensen af de dårlige dadler betyder, at det for nuværende ikke er muligt at købe dadler i Rema 1000, og det bliver det sandsynligvist heller ikke resten af året, skriver TV2.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu