ANNONCE

Kæmpeboom i coronasmitte

7. august 2020 14:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

For tredje dag i træk er der mere end 100 nye smittetilfælde registreret.

Kæmpeboom i coronasmitte
Antallet af nye smittede er højt. Arkivfoto: Scanpix

Det seneste døgn er der konstateret 136 nye tilfælde med coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i sin daglige opgørelse. Det er tredje dag i træk, at der er registreret mere end 100 nye tilfælde.

Torsdag lød det på 121, onsdag 112.

Antallet af nye smittetilfælde er det højeste siden 22. juni – dog på nær mandag i denne uge, hvor der blev meldt om 207 nye smittede. Det hører med, at tallet fra mandag også inkluderer weekendens tal og derfor vil være højere.

Ud af de 136 er hele 68 tilfælde fundet i Aarhus, hvor der er sat alskens tiltag i sving for at bekæmpe smitten, der har ramt plejehjemspersonale, buschauffører, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.

Det er kendt, at smitten er fordel over det meste af byens mange dele. De seneste syv dage er der fundet mere end 200 smittetilfælde i Aarhus, og det bringer landets næststørste by op på 61,1 smittede per 100.000 indbyggere. Til sammenligning frarådes danskere at rejse til EU-lande og regioner med mere end 30 per 100.000.

I Ringsted er der også mere end 50 smittede per 100.000 indbyggere.

Sundhedsminister Magnus Heunicke er fredag eftermiddag ved at orientere folketingets sundhedsordførere om en række tiltag, der skal sættes i værk i Aarhus for aktivt at forhindre smitten i at brede sig. Blandt andet er det afsløret, at han vil indføre krav om mundbind i al offentlig transport. Se tiltagene nederst i artiklen.

Få indlagte

Selv om mange nye tilfælde af smittede bliver registreret, så er der ikke mange, der bliver så alvorligt syge, at de må indlægges i Danmark. Situationen er således, at der mellem torsdag og fredag blot er sket en enkelt yderligere corona-indlæggelse.

Af de indlagte ligger to i respirator.

Desuden er der ikke sket yderligere dødsfald i Danmark, hvor dødsfaldet kan relateres til coronavirus og den medfølgende sygdom Covid-19. I alt er 617 danskere døde indenfor 30 dage fra en positiv-test for smitte.

I Danmark bliver alle dødsfald medregnet, hvis vedkommende indenfor 30 dage fra bekræftet smittetilfælde dør. 4,3 procent af alle danskere, der er bekræftet smittet, er døde ifølge SSI’s tal. Langt de fleste – 83 procent – dør med såkaldt komorbiditet.

Bedst kan det beskrives som underliggende sygdom. Altså har de fejlet andet end blot Covid-19.

Fakta

Corona-tiltag i Aarhus

1. Krav om brug af mundbind i forbindelse med al kollektiv transport (tog, bus mv.).

2. Opfordring til at undgå offentlig transport, hvis andre transportmidler er mulige.

3. Opfordring til hjemmearbejde i videst muligt omfang.

4. Anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen og skærpe andre smitteforebyggende tiltag i forbindelse med indkøb.

5. Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet.

6. Opfordring til at følge Sundhedsstyrelsen gode råd for afholdelse af private fester.

7. Anbefaling om fysisk fremmøde i gymnasier og andre ungdomsuddannelser udskydes i 14 dage.

8. Anbefaling til, at ruskurser og andre arrangementer, som ligger forud for egentlig studiestart på videregående uddannelser aflyses eller udskydes.

9. Opfordring til, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs.

10. Massiv informationsindsats målrettet borgerne i Aarhus.

Kilde: Mail fra Sundheds- og Ældreministeriet til sundhedsordførerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu