Kæmpekontrol: Disse bilister skal stoppes

21. oktober 2019 06:15 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

I uge 43 har politiet en landsdækkende kontrol klar.

Hver tredje ulykke, der sker på de danske veje, skyldes, at trafikanterne er uopmærksomme.

Det kan være, at der bliver fumlet med en telefon, pillet ved GPS’en eller noget helt tredje. Den ene landsdækkende kampagne efter den anden bliver etableret – og seneste skud på stammen er ‘Kør bil, når du kører bil’, men nu går politiet altså i offensiven.

Artiklen fortsætter efter videoen.

For at få flere bilister til at holde fokus på vejen, så er alle landets 12 politikredse i uge 43 ekstra synlige på landets veje. Det sker i en uopmærksomhedskontrol fra den 21. oktober til den 27. oktober.

Indsatsen støtter Rådet for Sikker Trafiks kampagne “Kør bil, når du kører bil” og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, hvor uopmærksomhed indgår som ét af ti indsatsområder for at begrænse antallet af uheld i trafikken.

Kæmpe undersøgelse

Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har foretaget en undersøgelse, hvor 26.000 danskere er blevet tjekket for, hvad de foretager sig bag rattet. Undersøgelsen viser, at seks procent af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel udfører en handling, der kan distrahere dem – og derved fjerne fokus fra trafikken.

Undersøgelsen konkluderer videre, at det særligt er et problem blandt de tunge køretøjer. Her er tallet nemlig på 15 procent, hvilket altså er mere end det dobbelte af personbiler og varebiler.

– Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt, udtaler politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter.

– Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter, og derfor er det vigtigt, at alle, som bevæger sig rundt i trafikken, også holder fokus på trafikken og ikke foretager sig noget, der kan aflede opmærksomheden.

Rigspolitiet har i færdselsstrategien frem mod 2020 sat uopmærksomhed som et af tre skærpede fokuspunkter.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu