Kæmpemæssig eftersøgning sat i gang: Men én borgers handling aflyste det hele

6. oktober 2018 19:25 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En borgers helt ekstraordinært uselviske handling har afblæst stor eftersøgning.

Kæmpemæssig eftersøgning sat i gang: Men én borgers handling aflyste det hele
En fremmed sendte en kvinde, der var forsvundet, hjem med en taxa. Arkivfoto: Scanpix
Del:

Det helt store maskineri har lørdag været i gang i Nordsjælland, da en 74-årig lettere dement kvinde pludselig forsvandt under en gåtur i Gribskov på Nordsjælland, men historien, Newsbreak kan fortælle, er faktisk en helt anden og meget bedre.

For ganske vist forsvandt kvinden, og politiet har også ledt efter hende i timevis med alt, hvad den kunne trække, men én borgers uselviske handling stjæler fuldstændig billedet.

Kvinden blev efterlyst via politiets smartphone-app, men da Newsbreak.dk får kontakt til vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi, fortæller han faktisk, at hun er blevet fundet.

Sat på taxa

Kvinden blev forsvandt fra sin mand omkring klokken 14.30 lørdag, og da manden efter noget tid ikke lykkedes med at finde hende selv, kontaktede han politiet, der oprettede kommandostation, indhentede hunde- og motorcykepatruljer og rekvirerede en helikopter.

Alt i mens var en fremmed mand stødt på kvinden i Nøddebo. Det er lidt uklart i hvilken sammenhæng, deres veje er krydset, men det viste sig at blive aldeles lykkeligt.

– Manden sætter hende simpelthen ind i en taxa, og hun kan selv fortælle, hvor hun bor henne på Østerbro i København. Manden betaler faktisk også for taxaen på forhånd, siger Dan Houtved.

Storsind

Politiet har derfor været i kontakt med taxaselskabet, der bekræfter, at kvinden blev sat af tæt ved sin bopæl, og derfor er hele aktionen og den aktive efterlysning ved at blive afblæst.

Helikopteren med varmesøgende kamera nåede tilsyneladende aldrig at lette fra Karup i Jylland.

– Det er helt enormt storsindet over for en anden borger. Vi er ved at finde ud af, om vi kan indstille sådan en mand til en eller anden form for erkendtlighed. Det er simpelthen så stort, siger Houtved. Politiet har været i kontakt med manden, der ultimativt hjalp kvinden hjem.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu