Kænguru angriber kvinde: Hastet på hospitalet med dybe rifter

14. august 2018 06:13 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk

Kvinden prøvede at hjælpe et nabopar med at få kænguruen ud af deres have, men det gik grueligt galt.

Kænguru angriber kvinde: Hastet på hospitalet med dybe rifter
Selvom mange synes kænguruer er søde, kan de være farlige. Arkivfoto: SCANPIX

Kænguruer ser søde ud, men de er farlige. Det lærte en kvinde i New South Wales i Australien på den hårde måde mandag.

Kvinden blev nemlig hastet på hospitalet, efter at en kænguru havde overfaldt hende. Det skriver The Northern Daily Leader.

Kvinden prøvede at hjælpe sine naboer med at få kænguruen ud af deres baghave. Og til at starte med gik det udemærket.

Men så ville kvinden fodre kænguruen, og det var her det gik grueligt galt.

– Hun begyndte at gå lidt tættere på dyret, og så hoppede kænguruen på hende og kradsede hende, fortæller den nabo, kvinden prøvede at hjælpe, Hr. Williams, til The Northern Daily Leader.

Hr. Williams bor i hjemmet sammen med sin hustru Laurie, og ifølge parret fik kvinden dybe rifter på armene, skuldre og over brystet efter sit møde med dyret.

Kænguruen brød ind i haven

Parret har tidligere haft møder med kænguruen, der normalt holder sig bag en indhegning bag ved huset.

– Vi har set den derude om aftenen og nogle gange om morgenen, men den har ligesom holdt sig bag hegnet. Åbenbart fandt den en vej ind i haven, fortæller Hr. Williams.

Hændelsen har gjort nabolaget bekymrede, der ikke vil have, at andre kommer til skade.

– Vi kan ikke have et dyr rendende, der angriber folk. Vi vil ikke have, at andre kommer til skade, fortæller Hr. Williams.

Det er langt fra første gang, at nogen er blevet angrebet af en kænguru. Sidste måned legede et barn med en kænguru bag ved en indhegning, hvor dyret sårede barnet på armen.

Fakta

Sikkerhed omkring kænguruer

Kænguruer er vilde dyr, som man skal have respekt for. Hanner kan blive 2,3 meter høje fra hale til hoved og kan veje 95 kilo. De er især farlige i parringssæsonen.

Den australske regering anbefaler følgende, hvis man møder en kænguru:

– Gå ikke direkte hen til en kænguru.

– Lad være med at stå rank, stirre eller strække dine arme ud mod en kænguru.

– Lad ikke din hund nærme sig en kænguru.

– Lad være med at fodre kænguruer.

– Lad være med at nærme dig en kænguru, der knurrer eller klukker.

Hvis du føler dig truet

Prøv at undgå at tiltrække dig kænguruens opmærksomhed, og hold dit hoved og dine arme lavt.

Lad være med at vende ryggen til den og løbe. En stor han kan nemt overhale og sparke dig samtidigt.

Vend siden til og beskyt det forreste af din krop med dine arme, mens du holder hovedet så langt væk fra dyret som muligt.

Hvis du bliver angrebet så læg dig ned på jorden og rul dig sammen til en bold, mens dine hænder beskytter dit ansigt og hals.

Forsøg at bevare roen og lig stille, indtil dyret er væk fra dig, eller hold dig ved jorden og bevæg dig væk bag ved et dække.

Kilde: The Northern Daily Leader

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu