ANNONCE

Vildt syn: Usædvanlig turist på dansk strand

30. august 2020 10:06 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Morgenfriske strandgæster på Blåvand Strand kunne søndag morgen se en usædvanlig turist. En kænguru var løs.

En kænguru fra Blåvand Zoo fik søndag tilsyneladende lyst til en tur på stranden.

Søndag morgen kunne Syd- og Sønderjyllands Politi fortælle, at en kænguru var set på Blåvand Strand.

– En kænguru på springtur er netop set på Blåvand Strand. Den lidt usædvanlige turist vurderes ikke som farlig. Vi har fundet en mulig ejer, skrev politiet på Twitter kort efter klokken 08.

Politiet fik fat i Blåvand Zoo, og her lyder meldingen, at man hurtigt fik kænguruen fanget ind igen, da politiet havde kontaktet dem om det løsslupne dyr.

Den zoologiske have ved ikke, hvornår kænguruen slap fri, men efter at den blev opdaget, varede det altså ikke længe, før det springende dyr atter var bag indhegning igen.

Det er ikke første gang, at en kænguru er sluppet løs fra Blåvand Zoo. I oktober sidste år var en kænguru fra den zoologiske have på fri fod. Det endte dog trist, da dyret blev kørt ned af en bil og mistede livet.

Fakta

Sikkerhed omkring kænguruer

Kænguruer er vilde dyr, som man skal have respekt for. Hanner kan blive 2,3 meter høje fra hale til hoved og kan veje 95 kilo. De er især farlige i parringssæsonen.

Den australske regering anbefaler følgende, hvis man møder en kænguru:

– Gå ikke direkte hen til en kænguru.

– Lad være med at stå rank, stirre eller strække dine arme ud mod en kænguru.

– Lad ikke din hund nærme sig en kænguru.

– Lad være med at fodre kænguruer.

– Lad være med at nærme dig en kænguru, der knurrer eller klukker.

Hvis du føler dig truet

Prøv at undgå at tiltrække dig kænguruens opmærksomhed, og hold dit hoved og dine arme lavt.

Lad være med at vende ryggen til den og løbe. En stor han kan nemt overhale og sparke dig samtidigt.

Vend siden til og beskyt det forreste af din krop med dine arme, mens du holder hovedet så langt væk fra dyret som muligt.

Hvis du bliver angrebet så læg dig ned på jorden og rul dig sammen til en bold, mens dine hænder beskytter dit ansigt og hals.

Forsøg at bevare roen og lig stille, indtil dyret er væk fra dig, eller hold dig ved jorden og bevæg dig væk bag ved et dække.

Kilde: The Northern Daily Leader

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu