Kæntring: Én person fløjet til traumecenter

5. april 2019 21:32 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

En jolle med fire personer kæntrede fredag aften ud for Langeland. En af sejlerne er bragt til Rigshospitalet.

Kæntring: Én person fløjet til traumecenter
Fire personer drev i land oven på deres jolle. Foto: Local Eyes

Fire tyske sejlere er fredag aften kæntret i en jolle i farvandet ud for Fuglsbølle Strand på Langeland, bekræfter Fyns Politi over for Newsbreak.dk. Det samme gør Forsvarets Operationscenter over for Ritzau.

Se mere video hos Local Eyes

På Twitter havde Fyns Politi allerede skrevet om episoden, hvor det fremgår, at fire personer og jollen er drevet i land ved politiets ankomst. En af de fire – en mand – er bragt til Rigshospitalet med en af Forsvarets helikoptere.

– De var rimelig forkomne, da vi nåede frem. De havde ligget længe i vandet, fortæller den vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

Operationscentret modtog anmeldelsen klokken 19.20. Herefter blev en helikopter fra Flyvestation Skrydstrup sendt af sted mod Langeland. Flere skibe – herunder Færgen Lolland og et af Forsvarets skibe – satte kurs mod den kæntrede jolle for at redde de nødstedte sejlere.

Dog nåede jollen og de ombordværende at drive langt ind mod land, inden de øvrige skibe nåede frem, og de kom op af vandet ved egen hjælp. Ifølge beredskabsoversigten Odin rykkede også Beredskab Fyn ud til kæntringsulykken.

Ifølge den vagthavende ved Forsvarets Operationscenter formåede sejlerne at kravle op på bugen af båden, efter at den var kæntret. På den måde drev de sammen med båden ind mod kysten.

Tilstanden på manden, der er bragt til Rigshospitalet, kendes ikke. Heller ikke af politiet, får Newsbreak.dk at vide klokken 21.30.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu