Kæresten ville ham ikke: Han gjorde en række modbydelige ting

13. august 2018 20:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

29-årig mand fra Herlev skal et år i fængsel for en række lovovertrædelser, han udsatte sin eks-kæreste for.

Kæresten ville ham ikke: Han gjorde en række modbydelige ting
Manden lagde flere kompromitterende billeder og videoer op på nettet. Foto: Scanpix

Falske annoncer som prostitueret, trusler på livet og overeksponering af nøgen hud var bare en bid af kataloget, som en 29-årig mand fra Herlev torsdag blev dømt skyldig i.

Glostrup Ret fandt, at manden har begået særdeles grov hævnakt mod en tidligere kæreste, der ikke delte mandens ønske om at blive ved med at være netop kærester. Han fik et års ubetinget fængsel.

I en pressemeddelelse skriver Københavns Vestegns Politi, at den 29-årige tilsyneladende var raget uklar med sin eks-kæreste med henblik på “ophør af samliv og samkvem med fælles barn”, og det fik den nu 29-årige mand til at forfølge kvinden i flere måneder fra februar til maj 2017.

Telefonnummer på nettet

Ifølge tiltalen, som retten fandt ham skyldig i samtlige punkter af, truede manden eks-kæresten på livet flere gange skriftligt, og det mundede sågar ud i, at han fik et tilhold mod at opsøge kvinden.

Han sad også tiltalt for at oprette en falsk annonce, som tilbød prostitution på en escort-hjemmeside, med eksens rigtige profilbillede, navn, telefonnummer og nøgenbilleder af hende. Og på otte internationale pornosider uploadede han en sexvideo, han havde optaget sammen med hende. Vedhæftet denne var hendes fulde navn og ansigt til frit gennemsyn for alle.

– Det er dybt krænkende at blive eksponeret ufrivilligt på den måde med navn, telefon og ansigt, og hele retssystemet holder fokus på at komme disse digitale sexkrænkelser til livs. Det afspejler sig også i straffen, som har sendt ham et år i fængsel, siger anklager Teuta Memeti, Københavns Vestegns Politi.

Den dømte nægter sig komplet skyldig – undtagen i trussel-delen – og ankede på stedet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu