ANNONCE

-Kærligheden har givet mig et panser

22. november 2020 10:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Nicolas Bro har spillet med i en række af Anders Thomas Jensens film. Denne gang ser han en del af sig selv.

-Kærligheden har givet mig et panser
Nicolas Bro kan ikke huske, hvornår han besluttede at blive skuespiller. - Det er noget med ikke at kende til andet og blive der. Fordi min mor og far er skuespillere, min søster er blevet skuespiller, min bror er. Og så kommer alle onklerne og tanterne. Alle er skuespillere. Du kan jo se, hvad der skete, det er helt tydeligt. Men jeg kan ikke huske følelsen, siger han. - Foto: Scanpix.

Nicolas Bro kan ikke huske, at han nogensinde har valgt vejen som skuespiller. Han kalder det faktisk det største mysterium i sit liv.

Men teatret og skuespillet har altid været hans livs kulisser. Og det betyder også, at han i dag tager nogle meget aktive valg om sin karriere, fordi han ved fra første parket, hvilke afsavn den levevej kan give.

Nu er 48-årige Nicolas Bro aktuel i filmen “Retfærdighedens Ryttere”, hvor blodig vold og forløsende komik eksisterer side om side. Præcis som man kender det fra den stilsikre manuskriptforfatter og instruktør Anders Thomas Jensens øvrige film som “Blinkende lygter”.

– Jeg har det enormt sjovt med skuespillertilværelsen, og jeg føler, jeg er blevet god til det. Med alderen bliver der mindre og mindre mulighed for at blive god til noget andet, siger Nicolas Bro.

– Jeg har funny bones foran kameraet, men jeg er nok mere introvert som privatperson. Det virker ikke sådan, men det er jeg, fortæller han.

Dansk films blå blod

I filmen spiller han over for dansk films blå blod i form af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann.

Og han værdsætter virkelig, når han bliver tilbudt en god filmrolle. Det er nemlig en form for skuespil, der kræver en koncentreret arbejdsmængde – og giver plads til familielivet.

– De sidste ti år er jeg blevet bevidst om, at jeg gerne vil kunne leve af skuespillet på en måde, så jeg ikke skal lave for meget om på min livsstil.

– Hvis jeg drømmer, vil jeg gerne kunne være stor i slaget over for min familie. For jeg er selv vokset op med en far, hvor der kun var to frikadeller til hver. Og hvor vi skulle gå, vi skulle ikke tage bussen, fortæller han.

Derfor er han meget bevidst om, at arbejdslivet skal være økonomisk holdbart. Men det er mindst lige så vigtigt, at det hænger sammen i forhold til privatlivet.

En ting ad gangen

Da han fyldte 35 år, besluttede han derfor, at han kun skulle arbejde på én ting ad gangen. Særligt af hensyn til sønnen Dante, som han har sammen med sin kone, Theresa Stougaard Petersen.

– Det betyder ikke, at der ikke er fravær i mit liv – oven i hovedet. Men kvantitetsmæssigt har min søns barndom i hvert fald ikke manglet noget, fortæller han.

Manglede ikke kærlighed

Nicolas Bro er vokset op som søn af skuespillerinden Helle Hertz og skuespiller og teaterdirektør Christoffer Bro.

Der manglede aldrig kærlighed i hjemmet, men forældrene arbejdede hele tiden, husker han.

De lavede film og radio om morgenen, så var der teaterprøver. De nåede lige hjem at vende, før de skulle på teateret om aftenen.

– Jeg kan huske, det der med at blive efterladt hver aften med en barnepige. Ovenikøbet i et kæmpe hus i tre etager, hvor jeg boede helt oppe i toppen. Kæft, hvor var det stort og mørkt. Jeg var meget alene, siger han.

Men fra fem-seksårsalderen var han stor nok til at komme med på teateret, som blev hans andet hjem.

– Det var ret lykkeligt, for jeg ville gerne med. Frem til jeg blev 12 år, boede jeg derude.

– Det var min legeplads. Alt var aflåst med betonpiller og net, men der kunne jeg mave mig ind. Så alle døre var åbne for mig. Og de havde det flotteste kostumelager og det flotteste rekvisitlager, husker han.

På den måde har teateret altid været hans verden. Han kan ikke huske en tid uden. Og han kan ikke huske, at han nogensinde aktivt har valgt det til.

Hans hjemmebane

Det er også teatret, der i dag er hans hjemmebane. Det er her, rollerne står i kø, og han kan vælge og vrage.

Men han er også nødt til at kende sine begrænsninger.

– Det hårdeste som skuespiller er teater. Det kan jeg kun spille en gang hvert andet år.

– Det gode ved det er, at hvis man holder lidt igen, kan man også sige ja til de rigtige ting, siger han.

Med filmrollerne føler han til gengæld, at han får mere fritid.

Men han skal også kæmpe mere for at få dem.

Og derfor var det en stor glæde, da Anders Thomas Jensen ringede og spurgte, om han ville have rollen som den nørdede karakter Emmenthaler.

Afvigende facon

Emmenthaler er ekspert i ansigtsgenkendelse og på trods af sin sære og afvisende facon, er han en uundværlig brik i opklaringen af en gåde – og måske et planlagt mord.

Og Nicolas Bro har stor kærlighed til den karakter, som han ser en del af sig selv i.

– Jeg har været lige så tyk som ham i skolen. Og når man er en stor tyk dreng, så oplever man mobning, sådan er det bare.

– Men den store forskel på mig og Emmenthaler er, at der ikke har været noget kærlighed i hans liv. Og der var masser i mit liv på hjemmefronten. Men ellers er der sgu ikke forskel.

– Fordi han ikke havde kærlighed, er det blevet til aggressivitet i hans liv. Jeg har fået mulighed for at opbygge et panser. For der var nogle bagved, der havde mig, fortæller Nicolas Bro.

Naiv og poetisk

Den indadvendte rolle ligger heller ikke så langt fra Nicolas Bros eget væsen, som man måske skulle tro.

Han beskriver sig selv som mere naiv og poetisk end sine satiriske og skarpe medspillere.

– De er bare så sjove, så jeg kan ikke rigtig konkurrere, siger han med et grin.

– Jeg er glad, hvis jeg en gang imellem kan sparke lidt ind. Jeg er nok mere på noget fis og varme, forklarer han.

“Retfærdighedens ryttere” kan ses i biograferne nu.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu