ANNONCE

Kaffe før morgenmad kan være farligt

4. oktober 2020 06:21 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Et nyt studie peger på, at det er en god idé at tænke over, hvornår man drikker sin morgenkaffe.

En kop kaffe er muligvis noget af det første, du tænker på, når du vågner om morgenen.

Måske er det endda noget, du drikker, før du overhovedet har fået noget andet i maven. Hvis du er én af de mange tusinde, der gør det, kan et nyt studie muligvis få dig til at revidere den handling.

For studiet viser, at dit blodsukker stiger helt enormt. Det kan få konsekvenser for din sundhed, skriver Daily Mail.

Stigende blodsukker

I moderate mængder er kaffe faktisk forholdsvist sundt.

Et nyt studie, der netop er blevet udgivet i British Journal of Nutrition, viser, at kaffe også kan have negativ indflydelse på din krop.

Forskere ved universitetet i Bath har fået 29 frivillige til at drikke sort kaffe, inden de spiste morgenmad, for at se hvilken effekt det havde på deres blodsukker.

Efter de frivillige drak kaffen, skulle de spise en morgenmad svarende til samme antal kulhydrater og sukkerindhold som en toast med marmelade.

Målinger viste, at deres blodsukker var 50 procent højere, end hvis de ikke havde drukket kaffe inden morgenmaden.

Det menes, at koffein fra kaffen sørger for, at musklerne er ringere til at optage sukker.

Risiko for alvorlig sygdom

Umiddelbart er der ikke nogen, der tager skade af, at blodsukkeret stiger.

Men hvis man hver dag er vant til at drikke kaffe, inden man spiser morgenmad, kan det ende med at være skyld i en alvorlig sygdom.

Forskerne påpeger nemlig, at man kan udvikle diabetes. Særligt vurderes det, at risikoen for at udvikle Type-2 Diabetes er stor.

Studiet er dog ikke lavet for at afholde folk fra at drikke kaffe, påpeger professor James Betts, der er ansvarlig for studiet.

– Jeg elsker også kaffe, og jeg prøver ikke nødvendigvis at fortælle folk, de skal holde sig fra at drikke kaffe, for det har nogle fordele. Men måske bør folk vente en smule længere, eller til de er taget på arbejde, med at drikke kaffe, så de ikke har koffein i systemet, når de spiser morgenmad, der indeholder kulhydrater og sukker, siger professoren.

Mangler mere viden

I studiet blev det også undersøgt, om det havde en anderledes effekt, hvis man sørgede for, at de frivillige manglede søvn.

De frivillige blev af en alarm vækket hver time, hvorefter de skulle svare på en række spørgsmål, så man sikrede, at de ikke faldt i søvn direkte efter alarmen havde bippet.

Studiet kiggede undervejs på de frivilliges blodsukker samt niveauet af insulin i kroppen af tre omgange. Efter en fuld nattesøvn, hvor de ikke drak kaffe. Efter afbrudt nattesøvn, hvor de ikke drak kaffe, og efter afbrudt nattesøvn, hvor de drak kaffe inden morgenmaden.

Dem, der drak kaffe efter en afbrudt nattesøvn, fik, hvad der svarer til to kopper sort kaffe, inden de spiste morgenmad. Omkring en halv time efter fik de målt deres blodsukker og niveauet af insulin.

Undersøgelserne viste, at hverken søvnmangel eller kaffe havde en indflydelse på niveauet af insulin.

Til gengæld havde kaffen indflydelse på, hvordan de frivillige med søvnmangel oplevede et stigende blodsukker i de to timer efter morgenmad, hvor de fik taget blodprøve.

James Betts understreger, at selv om studiet har vist lovende resultater, kræver det mere forskning, før det lægger fuldstændigt fast, om kaffe før morgenmad er skadeligt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu