ANNONCE

Kaffe-forsøg gik galt: Naturområde i brand

20. april 2021 15:42 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Borgere opfordres til at være opmærksomme på brandfare. Hjemmesiden brandfare.dk kan være en hjælp

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Der er lige nu brandfare i den danske natur, fordi der er tørt flere steder.

Derfor opfordres borgere til at være ekstra forsigtige i naturen i den næste tid, oplyser Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, har flere forhold været med til at gøre det tørt i den danske natur.

– Den lange periode med tørt og blæsende vejr, nu senest med sol, samt den tørre vegetation, der ikke endnu har optaget væde, betyder, at en enkelt gnist hurtigt kan skabe store problemer.

– Det er derfor rigtig vigtigt, at man nyder naturen med omtanke, og holder sig fra at bruge åben ild de forkerte steder, siger Bjarne Nigaard.

Flere eksempler

De seneste dage har der rundt om i landet været flere eksempler på, hvad den tørre natur betyder for brandfaren.

Blandt andet var brug af et lille kogeapparat skyld i en større naturbrand på Randbøl Hede.

Her var det et forsøg på at lave kaffe i naturen, der bevirkede, at et større område brændte.

Også et stort naturareal ved Varde er brændt.

De kommunale redningsberedskaber har også slukket brande startet af forkert brug af ukrudtsbrændere.

I det hele taget har der de seneste dage været rigtig mange naturbrande i hele landet. Derfor gælder advarslen om brandfare også for hele landet.

Selv om advarslen er landsdækkende, så er der i perioder egne af landet, hvor der er særligt stor brandfare.

Hvis borgere ønsker at holde sig opdateret om, hvor der er brandfare, opfordres de til at besøge hjemmesiden brandfare.dk.

Her opdateres det løbende, hvor der er brandfare for de kommende døgn.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu