ANNONCE

Kan chefen diktere mundbind?

5. august 2020 05:34 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Sundhedsstyrelsen anbefaler danskerne at bære mundbind i offentlig transport i myldretiden. Men må chefen blande sig i, om man bruger mundbind eller ej på vej til arbejde?

Anbefalingerne til danskerne om at bære mundbind i offentlig transport i myldretiden er klare.

Men uanset, om du tager på arbejde i en overfyldt bus eller et lidt for proppet tog, kan chefen ikke bestemme, om du skal bruge mundbind eller ej.

Det skriver HK Privat i en pressemeddelelse.

For de fleste er transporten til arbejde nemlig at betegne som fritid – og den kan chefen ikke diktere.

– Vi har alle sammen et kæmpe ansvar for at passe på os selv og hinanden under denne corona-pandemi, og vi ved, at de fleste lønmodtagere netop gør, hvad de kan, opfører sig samvittighedsfuldt og følger myndighedernes råd og vejledninger til UG med kryds og slange, siger Anja C. Jensen, der er næstformand i HK Privat.

– Det er dog vigtigt, at vi holder fast i, at der er ting, som en arbejdsgiver bare ikke kan blande sig i – og det er fx medarbejdernes fritid. Så selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler mundbind, kan arbejdsgiveren altså ikke gå ind og diktere, at nu skal man bruge mundbind. Her er det op til os selv, og der håber jeg da, at vi de kommende dage vil se, at flere og flere følger anbefalingerne af hensyn til dem selv og ikke mindst kolleger, der fx er i risikogruppen.

Næstformanden fremhæver også, at man, hvor det er muligt, skal holde fast i de gode erfaringer fra foråret, hvor man lod flere arbejde hjemme eller møde på forskellige tidspunkter, så man som medarbejder har mulighed for at undgå myldretiden.

Hun ser også en mulighed i, at arbejdspladser, der ønsker, at medarbejderne benytter mundbind på vej på arbejde, stiller dem til rådighed, så udgiften ikke ligger hos lønmodtageren. Men igen med forbehold for, at det fortsat er den enkeltes fuldstændig frie valg.

På arbejdspladsen kan man blive pålagt mundbind

På arbejdspladsen kan ledelsen derimod godt indføre regler om mundbind. Chefjurist i HK Ane Lorentzen:

– På arbejdspladsen kan arbejdsgiver i mange tilfælde beslutte, at der skal bæres mundbind, og der er det vores klare opfattelse, at vedkommende så også vil skulle stille dem til rådighed og betale for dem. Ligesom vi ser det i sundheds- og omsorgshvervene. Det er i sidste ende en konkret vurdering på den enkelte arbejdsplads, om det giver mening at bære mundbind. Her opfordrer vi til en fornuftig dialog mellem arbejdsgiver og medarbejdere og med inddragelse af arbejdsmiljørepræsentanten inden så omfattende restriktioner indføres.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke fejl med mundbind du aldrig må begå.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu