ANNONCE

Kan ikke afvise risiko: Ris kaldes tilbage

9. oktober 2020 22:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

De skal bare væk fra markedet, siger virksomhed.

Kan ikke afvise risiko: Ris kaldes tilbage
Ris kaldes tilbage pga forhøjet mængde gift. Arkivfoto: Scanpix

“If you’re not making mistakes, then you’re not making decisions”, skriver Euro Foods ApS på sin hjemmeside som en præsentation af virksomheden, der har hjemme i Vejle. I en pressemeddelelse fredag eftermiddag fremgår det, at der i hvert fald er blevet begået en eller anden form for fejl.

Virksomheden har blandt andet ris i sortimentet, der er blevet solgt i butikker på Fyn og i Jylland. Problemet med risene er dog ifølge Fødevarestyrelsen, at der er en forhøjet mængde af pesticider i risene. Altså gift.

Det får Fødevarestyrelsen til at skrive således:

“En risikovurdering foretaget af DTU Fødevareinstituttet for Fødevarestyrelsen har konkluderet, at indholdet af pesticid ikke kan udelukke en sundhedsmæssig risiko”. Med andre ord kan det ikke afvises, at det er skadeligt at spise risene.

Styrelsen råder derfor alle, der har købt nedenstående ris, til at levere dem tilbage eller smide dem ud.

Newsbreak.dk har fredag aften været i kontakt med en ansvarlig fra Euro Foods ApS, der oplyser, at alle virksomhedens kunder – altså butikkerne – der kan tænkes at have modtaget pakkerne med ris, er blevet kontaktet.

I øvrigt oplyses det, at langt størstedelen af rispakkerne allerede ér leveret tilbage til Euro Foods, så der ikke er ret mange tilbage.

Hvilke fødevarer:
Silk Road Basmati ris
Oprindelses land: Pakistan
Nettoindhold: 5 kg
Bedst før dato: 31-12-2022
Lot nummer: 0320

Ris La-Taste Ekstra Ekstra lange Ris, hvide
Oprindelsesland: Indien
Nettoindhold: 5 kg
Pakkedato: 03-04-2020
Bedst før dato: 03-04-2022
Batch nummer: EFA-DEN-APS-03/04

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu