ANNONCE

Kanonslag kastet midt i demonstration

30. januar 2021 20:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Gruppen Men in Black demonstrerer i Aarhus for at vise utilfredshed med restriktioner. Kanonslag er kastet

Kanonslag kastet midt i demonstration
Demonstrationen går for sig lørdag aften. Foto: Scanpix.

Hundredvis af demonstranter er lørdag aften gået på gaden i Aarhus, hvor de protesterer mod de coronarestriktioner, der er gældende i landet.

Politiet har tidligere meddelt, at der er tale om en lovligt anmeldt demonstration, og at politiet er med på turen for at sikre, at alt forløber, som det skal.

Flere brag

Flere kanonslag er blevet affyret, og demonstrationen har kort været afbrudt før klokken 20, fordi der blev kastet med kanonslag ved politigården på Ridderstræde i Aarhus.

Arrangøren af demonstrationen har derfor oplyst til forsamlingen, at demonstrationen opløses, hvis man ikke stopper med at kaste kanonslag, skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Politiet opfordrer desuden til, at demonstranterne holder sig fra de personer, der kaster kanonslag.

– Vi opfordrer alle demonstranter med fredelige hensigter til at holde sig adskilt fra de personer, der udviser denne adfærd, lyder det.

Ifølge TV2 er der dog også efter episoden ved politigården blevet kastet enkelte kanonslag.

20.10 har demonstranterne gjort ophold ved kulturhuset Dokk1.

Ubekendte faktorer

Demonstrationen er arrangeret af gruppen Men in Black, der “mødes på gaden for frihed”, og “går march for og med hele og alle i Danmark” ifølge gruppens Facebook-side.

I løbet af de seneste uger har gruppen også været på gaden i København, hvor flere er blevet anholdt, efter at det udviklede sig voldeligt.

Senest demonstrerede gruppen 23. januar i København. Det var her, at en dukke, der skulle forestille statsminister Mette Frederiksen (S), blev brændt af. Tre personer sidder i øjeblikket varetægtsfængslet efter episoden.

Men in Black har ikke umiddelbart en ledelse eller talsperson. Det er uvist, hvor mange deltagere til demonstrationen, der er en del af gruppen, og hvor mange der blot støder til.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu