ANNONCE

Kaskader af uheld: Dansk by oversvømmet

11. oktober 2019 21:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er faldet ekstremt meget regn i Vejle.

Gader og stræder i Vejle er fredag aften oversvømmede som følge af massivt regnskyl. På seks timer er der faldet 25 millimeter, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Newsbreak.dk.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Den vagthavende meteorolog Lars Holtmann siger, at det ventes at fortsætte med at regne til ud på natten.

– En frontzone ligger på langs fra Blåvand og mod øst, og der er faldet ret meget regn. Mellem klokken 14 og klokken 20 er der målt 25 millimeter ved Vejle Pumpestation, siger han ved 21.15-tiden.

Når der falder så meget vand er det at kategorisere som såkaldt “kraftig regn”, og instituttet udsendte tidligere fredag en decideret risikovarsel for netop det.

Billedmateriale fra Vejle viser også tydeligt, at der er faldet meget regn. Risikovarslet gælder for stort set hele Danmark.

For høj fart

Hos Sydøstjyllands Politi, der blandt andre dækker Vejle, har man også noteret det voldsomme regnskyl, fortæller vagtchef Jesper Brian Jensen.

– Der er stort set vand på alle vejene dernede, siger han. Politiet er dog ikke direkte indblandet i indsatsen mod vandet, men har dog sit at se til.

For der er nemlig en del færdselsuheld som følge af oversvømmelserne.

– Folk kører som de plejer, selvom der ligger 20 centimeter vand på vejene, så det resulterer i en del uheld. Ingen af dem er dog alvorlige, siger han.

Det lokale beredskab får hjælp fra Beredskabsstyrelsen til at bekæmpe vandmasserne.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu