Katastrofen fortsætter: Listeria-produkter solgt flere steder

9. december 2016 19:31 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Fødevarestyrelsen har nu udvidet sin advarsel mod produkter, der kan indeholde den potentielt livsfarlige listeria-bakterie.

Katastrofen fortsætter: Listeria-produkter solgt flere steder
Fødevarestyrelsen har lukket for rullepølseproduktionen hos Delika Aalborg. FFoto: Nils Meilvang/Scanpix 2014

Fødevarestyrelsen har nu udvidet sin advarsel mod potentielt farlige spiseklare produkter fra virksomheden Delika Aalborg i Vamdrup. Her er der fundet listeria-bakterier på produktionsudstyr, og virksomheden er blevet beordret lukket.

Fødevarestyrelsens repræsentanter har taget prøver fra flere forskellige produkter 1. december, fordi der tidligere var fundet listeria i virksomhedens produktionsmiljø. På baggrund af de fund og fundet af listeria i rullepølsen, kan man fra Fødevarestyrelsens side ikke afvise, at der også kan være listeria i andre af virksomhedens produkter.

Oprindeligt blev det oplyst, at de pågældende produkter kun var solgt i kæderne Rema 1000, Fleggaard, Bilka og Føtex, men siden er Fødevarestyrelsen blevet opmærksom på, at andre butikker ligeledes fører produkter, der kan være smittet med den farlige bakterie.

Nu er de omfattede produkter disse og solgt i følgende butikker:

Sylte, 300 g – Rema 1000, Løvbjerg, Coma og Fleggaard
Kalkunsylte, 300 g –  Rema 1000 og Løvbjerg
Rullepølse, 350 g – Rema 1000, Coma og Løvbjerg
Mesterpålæg hamburgerryg, 90 g – Rema 1000
Mesterpålæg røget rullepølse, 90 g – Rema 1000
Slagtermesterens hovmester skinke, 1,5-1,8 kg – Bilka og Føtex

Har du købt nogle af produkterne, så skal du smide dem ud – eller aflevere dem til forhandleren.

Stopper produktionen

Som nævnt er produktionshjulet blevet stoppet hos Delika.

–  Vi har taget det drastiske skridt, fordi vi ikke kan udelukke, at virksomhedens produkter kan være farlige for forbrugerne. Vi har i løbet af i år fået indberetninger om fire listeriapatienter, hvoraf en har mistet livet. De fire patienter har været smittet med samme type listeria, som er fundet i virksomheden ved flere af vores kontrolbesøg, siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Annette Perge, til pressemeddelelsen.

De fire patienter er med andre ord alle blevet smittet med en bakterie, der er genetisk ens med den listeria-bakterie, der er fundet hos Delika Aalborg.

Listeria er svær at opdage

Listeria er en naturlig bakterie, der findes overalt i miljøet. Bakterien gemmer sig godt, og den kan findes i både hjørner og afløb på fødevarevirksomheder. Bliver listeria fundet hos en fødevarevirksomhed, skal der træffes en række forholdsregler for at bekæmpe bakterien og sikre, at den ikke kan bevæge sig over i produkterne. Det har Delika Aalborg A/S også gjort i dette tilfælde, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen, men virksomhedens indsatser har altså vist sig ikke at virke.

Tilbagetrækningen gælder samtlige spiseklare produkter, hvor Listeria har gode vilkår for at vokse, og som er pakket fra og med den 7. november og frem til 6. december. Man kan kende produkterne fra delika Aalborg A/S ved, at der står DK 5350 EF i det ovale identifikationsmærke på pakken.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Delika.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu