Kender du denne bytte-regel i loven?

26. december 2016 20:32 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Hvis du skal bytte gaver købt på nettet, gælder der en speciel regel.

27. december er store-byttedag.

Mange går ned i byens butikker for at bytte årets høst. Men flere og flere kan ikke bytte på denne måde; de har nemlig fået gaver købt på nettet. Og her gælder andre regler.

Hvor de seneste måneder har stået i julegavekøbets tegn, markerer juleaften startskuddet for det helt store bytteræs i de danske webshops. En ny undersøgelse foretaget af e-mærket afslører dog, at en alt for stor andel af danskerne ikke har styr på reglerne for returnering af gaver. Særligt på et punkt står det sløjt til. Det oplyser e-mærket i en pressemeddelelse.

Digitale julegaver

Danskerne har i december fyldt de digitale indkøbskurve med julegaver i hobetal. Men så snart papiret er flået af gaverne, sender flere danskere julegaverne lige i hovedet på netbutikkerne igen. Måske skal den ombyttes eller måske vil man bare gerne have sine penge igen. Uanset hvad, skal nogen betale for returfragten. Men hvem?

Mange tror forkert

Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af A&B Analyse for e-mærket, tror mere end hver fjerde dansker, at der er webshoppen, der skal til lommerne, når der skal betales for returnering af gaven. Sådan forholder det sig dog ikke.

– Når man handler på en webshop, skal man ifølge loven selv betale for omkostningerne til returnering. Flere webshops tilbyder dog af egen vilje gratis returnering og sender eksempelvis et fragtlabel med pakken, siger Camilla Engel Post, chefjurist hos e-mærket.

Fri ombytning eller fri returnering?

Selvom flere og flere webshops melder sig på banen og tilbyder fri returnering, er der også mange, som ikke gør det, eller som tilbyder fri ombytning i stedet for. Og selvom det kunne lyde sådan, er det ikke det samme, fortæller chefjuristen.

– Hvis webshoppen tilbyder fri ombytning, betaler den kun fragten, hvis du bytter til en anden vare. Vil du derimod returnere varen og have pengene tilbage, skal du selv betale for fragten.

Se i betingelserne

Det står altid i handelsbetingelserne, hvordan webshoppens returneringsvilkår er, og derfor opfordrer Camilla Engel Post forbrugerne til at tjekke handelsbetingelserne, før de returnerer varen, da det har afgørende betydning for, hvem der skal have pungen op af lommen.

Vent ikke for længe

På samme måde står det også i handelsbetingelserne, om varen kan byttes eller ej, samt hvor lang byttefrist kunderne har. Op til jul tilbyder de fleste webshops udvidet byttegaranti. Nogle ind til årets slutning og andre til en gang i det nye år.

– Det er jo træls, hvis man prøver at bytte en vare i januar, og byttefristen er overskredet. Derfor bør man altid lige tjekke ens vilkår, så man ved, hvor lang tid man har. Det kan jo også være, at gaven slet ikke kan byttes, fordi den er undtaget fortrydelsesfristen som eksempelvis billetter, eller fordi webshoppen kun tilbyder 14 dages fortrydelsesfrist, som er minimumskravet i loven. Alt det står i handelsbetingelserne, afslutter Camilla Engel Post.

Uanset om man tænker at bytte gaven eller ej, er det altid at en god idé at få ordrebekræftelsen af gavegiveren. Både fordi handelsbetingelserne ofte er vedlagt, men også i tilfælde af, at man på et senere tidspunkt får behov for at reklamere over gaven.

Købt i butikken

Ifølge Dansk Erhverv vil der blive byttet julegaver for 250 millioner kroner i år.

Men det er en god idé at sætte sig ind i reglerne først, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

– Man skal være opmærksom på, at der egentlig ikke er nogen regler, hvis gaven er købt i en fysisk butik, siger vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk til Ritzau.

– Mange tror, at man har krav på at bytte en vare. Men det har man ikke efter lovgivningen, siger Vagn Jelsøe.

De fleste butikker bytter dog gerne, hvis der er et byttemærke på varen. Og har man en kvittering med, er der også en god sandsynlighed for, at butikken tager varen retur og udbetaler beløbet.

Byttereglerne er ifølge Vagn Jelsøe en vedvarende kilde til forvirring blandt danskerne.

– Vi har en telefonrådgivning, hvor vi rådgiver 10.000 mennesker om året, og vi ved af erfaring, at der er stor forvirring om byttereglerne, siger Vagn Jelsøe til Ritzau.

Selv om bytteræset begynder 27. december, er det ikke alle, der farer ud i butikkerne for at bytte gaver denne dag.

En undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, viser, at syv procent af danskerne vælger at bytte gaver denne dag.

Hele 46 procent af de adspurgte svarer, at de venter til efter nytår.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu