Kender du en Helle? Eller en Claus? Eller måske begge?

25. januar 2018 20:00 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Et par har mistet sine ringe. Kender du parret? Så hører politiet gerne fra dig.

For mange er vielsesringen det ultimative bevis på, at man har givet sit hjerte til en anden.

Derfor er der næppe noget værre, end at miste netop sådan en. Desværre sker det i ny og næ.

Det er også sket for et par. Parret Helle og Claus.

I december blev Københavns Politi opmærksom på, at der skete flere indbrud i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg og i villakvartererne omkring Sundbyvesterplads på Amager.

Ved at sætte civile patruljer ind i området lykkedes det i januar at anholde en mand, der var i besiddelse af både koben og smykker.

Det oplyser Københavns Politi på sin Facebook-side.

Han mistænkes nu for at stå bag omkring 50 indbrud, og håbet er, at vi blandt andet ved hjælp af dna-spor kan knytte ham til gerningsstederne.

Ved ransagningen blev der fundet en større mængde tyvekoster, som man nu forsøger at få tilbage til ejerne.

Ringe blandt kosterne

Blandt disse tyvekoster befandt der sig to ringe.

“Vi har både været på kirkekontoret og i vores egne registre for at finde ejerne af et sæt vielsesringe”, skriver politiet.

Det er der ikke kommet en afslutning på sagen ud af.

“Men vi har brug for jeres hjælp for at blive helt færdig med efterforskningen”, skriver politiet derfor videre.

Hjælp politiet – og Helle og Claus

Og det er her, du kommer ind i billedet. Kender du Helle og/eller Claus – et par, der mangler sine vielsesringe (Begge ringe har datoen 05.09.08 indgraveret), så kontakt Københavns Politi på telefonnummer 114.

Det kan selvfølgelig dreje sig om forlovelsesringe – og dermed ikke muligt at spore ejerne på kirkekontoret.

Se billederne af ringene i galleriet over artiklen.

Hvis du vil se en liste med billeder over alle tyvekosterne, kan du se den lige HER.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu