Kendt og elsket amerikansk skuespiller død

25. november 2016 09:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Florence Henderson, bedst kendt som mor i TV-serien Familien Brady, er død 82 år gammel.

Internationale medier skriver fredag, at Florence Henderson, der er kendt fra sin rolle som mor Carol i TV-hittet fra 70’erne The Brady Bunch, er død. Hun blev 82 år gammel.

Serien fik premiere i 1969, og fortsatte til midten af 70’erne. Den var et stort hit blandt unge amerikanere, og serien blev flere gange forsøgt genoplivet – blandt andet med en film i 1995, der var en art genindspilning af historien. Denne var Henderson dog ikke med i. Det var hun til gengæld i utallige såkaldte “spin-offs” af den populære TV-serie.

En af de sidste gange, Florence Henderson var på fjernsynet var i 2010. Her deltog hun i den amerikanske version af ‘Vild med dans’ og endte på en ottendeplads. Få dage før sin død sad hun endda som tilskuer og så de nye optagelser af Dancing with the stars, som det hedder i hjemlandet.

Onsdag blev Florence Henderson indlagt på Cedars-Sinai Medical Center, hvor hun afgik ved døden torsdag – på amerikanernes thanksgiving day.

Henderson led af hjertesvigt, har hendes manager Kayla Pressman udtalt i en meddelelse til pressen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu