Rollerne er blevet færre

Pia Rosenbaum ser tilbage på en lang karriere i anledning af sin 70-års fødselsdag i dag

Udgivet

Pia Rosenbaum

Dansk skuespillerinde, instruktør og teaterentusiast, Pia Rosenbaum, fylder 70 år.

Har en omfattende karriere med over 60 teaterforestillinger, film- og tv-produktioner.

Er særligt passioneret for børneopera, hvor hun arbejder for at gøre genren tilgængelig for børn.

Debuterede som skuespiller allerede som 12-årig i 1966 på Nørrebros Teater.

Datter af revykunstner Simon Rosenbaum og var gift med skuespilleren Troels II Munk i over 50 år.

Efter mandens død genopbygger hun sin identitet med støtte fra et stort netværk af venner og familie.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når man har nået Pia Rosenbaums alder, kigger man ifølge hende selv mere tilbage end frem.

Heldigvis er der masser at se tilbage på i en lang karriere for skuespilleren, der fylder 70 år i dag.

Hun har medvirket i flere end 60 teaterforestillinger på landets forskellige scener, været instruktør ligeledes på teater og medvirket i en række film- og tv-produktioner.

Et par hjertebørn

Rollerne er måske ikke så mange, som de har været. Men Pia Rosenbaum har stadig et par hjertebørn.

- Det er ikke fordi, de står i kø og beder om mine tjenester på scenerne. Jeg skal gøre meget selv. Men det nyder jeg også, og det giver en større frihed, fortæller hun.

Mens de spiser madpakker

Skuespilleren brænder særligt for projektet opera for børn. Her kan de små få lov at opleve alt fra Monteverdi til Carl Nielsen i øjenhøjde, mens de spiser madpakker.

Selv var hun næsten 'fuldfed og kunne godt lide Roquefort', før genren bed på hende. Derfor er det vigtigt for Pia Rosenbaum at afmystificere den til tider finkulturelle og elitære genre, som børn faktisk kan få meget ud af.

- For mig handler opera også om at få lov til at behandle store spørgsmål som liv, død, tro og kærlighed, siger hun.

Pia Rosenbaum fylder rundt.

Debuterede i 1966

Nok var det ikke opera, der interesserede Rosenbaum som barn. Men kimen til karrieren som skuespiller blev lagt tidligt.

Hun var blot 12 år gammel, da hun debuterede på scenen i 1966 på Nørrebros Teater.

- Den oplevelse markerede mit valg, fordi det at stå på scenen første gang føltes som hjemme, siger skuespilleren i dag.

At stå på de skrå brædder lå ikke fjernt fra familien Rosenbaum.

Pia Rosenbaum er datter af revykunstner, musiker, forfatter og entertainer Simon Rosenbaum.

- I dag ville man vel blive beskyldt for at være en nepo-baby, skraldgriner Pia Rosenbaum.

- Men der er en vis sandhed i, at skuespillerbørn ofte bliver skuespillere. Det gør ikke, at de har større fortrin. Det gør bare, at man kender præmisserne hjemmefra, uddyber hun.

Mistede sin mand

Skæbnen ville, at Pia Rosenbaum tilmed blev gift med en skuespiller.

Men i sommer mistede hun sin mand, kollega og livskammerat, Troels II Munk, der døde af kræft 78 år gammel. De to var sammen i mere end 50 år.

Under et år senere er det stadig både svært og hårdt at bygge sin identitet op igen.

- Vi har haft hver vores arbejdsliv, og så har vi haft et fælles liv. Det er det fælles liv, der er væk, og det er en meget stor del af ens identitet, fortæller Pia Rosenbaum.

Heldigvis er skuespilleren blevet samlet op af et kæmpe netværk af søde mennesker, som hun beskriver det.

Pia Rosenbaum har sønnen Hannibal Munk og to børnebørn samt masser af gode venner.

Det bliver også i venners lag, at selve 70-års-dagen skal fejres.

- Det er jo bare en kedelig onsdag, ler Pia Rosenbaum.

Senere bliver der dog både tid til familiebesøg i USA og fødselsdagsmiddag med familien i sommerhus herhjemme, fortæller hun.

Powered by Labrador CMS