ANNONCE

Khader undskylder

20. april 2021 16:36 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Partiprofil erkender, at det var en fejl, at han har kontaktet arbejdsgivere for at skræmme kritikere

Khader undskylder
Khader undskylder for at true kritikere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketingsmedlem Naser Khader (K) er blevet beskyldt for at skræmme kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere for at lægge et pres, og han undskylder nu for sagen.

Han blev sygemeldt med stress den 12. april og har indtil nu ikke villet udtale sig om sagen.

– Undskyld. Jeg mistede overblikket hen ad vejen i min politiske kamp. Og nogle gange har jeg endda tabt hovedet.

– Min indre fighter fik overtaget i en række situationer. Desværre er det sket over flere år, skriver han på Facebook.

Dialog med formanden

Partiformand Søren Pape Poulsen (K) har haft en “dialog” med sin retsordfører. Formanden gjorde opmærksom på, at folketingsmedlemmer ikke bør true kritikere.

– Alle har ret til at ytre sig frit, uanset hvem de arbejder for. Og arbejdsgivere skal naturligvis ikke kontaktes, selv om vi er uenige med en person, der tilfældigvis arbejder der lød det fra formanden på Twitter.

Siden har hverken partitoppen eller Khader selv villet udtale sig. Formanden har sagt, at sagen er “lukket”.

– Alle, der følger med på sociale medier, har set, at det har jeg svaret på. Og at den sag er lukket, sagde Søren Pape Poulsen, da han dagen efter kollegaens sygemelding blev spurgt ind til sagen.

Khader erkender i dag, at det var en fejl.

– Jeg kan godt se, at det var forkert. Når man er folkevalgt og dermed har fået magt til låns af danskerne, taler man med en større vægt end andre. Det ved jeg. Men når man angribes igen og igen, udviskes linjen mellem det private og det professionelle, skriver han videre.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu