Kidnapper fandt offer ved skolebus

15. januar 2019 18:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En 13-årig pige blev angiveligt udvalgt af en 21-årig kidnapper, da han så hende ved et tilfælde.

Kidnapper fandt offer ved skolebus
21-årige Jake Thomas Patterson blev sigtet for to tilfælde af drab og en kidnapning, efter at han blev anholdt. Foto: Barron County Sheriff's Department.
Del:

En 21-årig mand besluttede sig en dag for at kidnappe en 13-årig pige, da han så hende stige på en skolebus. I oktober skulle han have fuldført sit forehavende, og i den forbindelse have dræbt pigens forældre. Det skriver CBS News.

Pigen hedder Jayme Closs, og hun er tidligere blevet omtalt af Newsbreak.dk. Det skete, da Jaymes forældre blev skudt og dræbt, og Jayme selv forsvandt sporløst fra sit hjem. Det var i oktober 2018, og Jayme dukkede først op igen 10. januar, tre måneder senere.

Jayme og hendes forældre boede i en skovby i den amerikanske delstat Wisconsin, og Jayme dukkede op igen i byen Gordon, flere hundrede kilometer væk hjemmefra. Siden blev 21-årige Jake Thomas Patterson anholdt, og CBS News skriver nu, at Thomas besluttede sig for at kidnappe Jayme, da hun stod på skolebussen.

Var forbi flere gange

Det er, ifølge CBS News, Jake selv, der har fortalt politiet om, hvordan han besluttede sig for at kidnappe pigen, da han var på vej hjem fra sit arbejde på en ostefabrik nær byen Almena i delstaten Wisconsin.

Politiet i Wisconsin har offentliggjort dokumenter fra sagsarbejdet, og det er her, man kan læse, at Jake vidste, at Jayme var “pigen han ville tage,” da han så hende.

Han er sigtet for drabene på Jaymes forældre og for at kidnappe den 13-årige pige. Han har til politiet fortalt, at han kørte til Jaymes hjem mere end én gang for at gennemføre kidnapningen, men at han flere gange måtte opgive, fordi der var for mange vidner.

Kørte forbi politiet

Politiets teori er, at Jake tiltvang sig adgang til familiens hus om aftenen, 15. oktober. Jayme forsøgte at gemme sig, men hun blev fundet og smidt i bagagerummet på jakes bil.

Jaymes far var den første, der blev dræbt. Jaymes mor ringede til politiet. Hun blev herefter dræbt og hendes datter kidnappet. Ifølge politiets dokumenter mødte Jake flere politibiler på sin vej væk fra huset. Han blev ikke stoppet. Jayme har siden fortalt, at hun hørte sirenerne fra politibilerne, mens hendes kidnapper kørte væk fra stedet.

Jake har selv fortalt om den planlægning, der gik forud for kidnapningen. Han valgte våben og ammunition nøje, og han gjorde alt for ikke at efterlade DNA-spor på gerningsstedet.

Jayme blev holdt fanget af Jake i 88 dage. Hun tilbragte det meste af tiden i fangeskab i op til 12 timer ad gangen under Jakes seng. Sengen blev holdt fast, mast mod hende, så hun ikke kunne slippe fri.

Udpegede kidnapperen

Ifølge CBS havde Jake flere gange gæster, mens den 13-årige pige blev holdt skjult under sengen. Hun blev banket af ham én gang, og hun blev flere gange truet.

Jake selv var sikker på, at han havde begået forbrydelsen uden risiko for at blive anholdt, da han efter to uger ikke var blevet opsøgt af politiet.

Det var i sidste ende Jayme selv, der stak af fra stedet. Hun fik fat på en lokal hundelufte og fortalte, hvem hun var, og hvem der havde kidnappet hende.

– Han dræbte mine forældre. Jeg vil hjem. Jeg ved ikke, hvor jeg er, skulle hun have sagt til hundelufteren.

Jake blev anholdt, da han var ude for at lede efter Jayme, og han har siden bidraget til sagens opklaring med et væld af detaljer om, hvad der skete før, under og efter drabene og kidnapningen.

Jake Thomas Patterson er sigtet i sagen og fængslet, formentlig til sagen skal for en dommer. Det er uvist, hvad anklageren ønsker, der skal ske med ham til den tid.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu