ANNONCE

Kiks tilbagekaldes efter vildt fund i sesam

8. december 2020 20:28 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Fødevarestyrelsens råd er, at forbrugere leverer produktet tilbage, hvor det er købt, eller at de kasserer det.

Kiks tilbagekaldes efter vildt fund i sesam
Problemet bunder i de sesamfrø, der er blevet brugt i produktionen af kiksene. Genrefoto.

Salling Group tilbagekalder, i en pressemeddelelse udsendt af Fødevarestyrelsen, produktet Vilmas gluten-free Black&White Crackers.

Produktet er solgt i Føtex- og Bilka-forretninger over hele landet, såvel som i Salling Stormagasiner i Aarhus og Aalborg.

Produktet er langt fra det første, der for tiden bliver tilbagekaldt, fordi der er fundet pesticidrester (ethylenoxid) i de sesamfrø, der er anvendt i produktet. Det har Newsbreak.dk skrevet om før.

Tilbagekaldelserne skyldes et vildt fund, der i september blev gjort i Belgien. Her blev en ladning sesamfrø fra Indien målt til at have et indhold på 1000 gange mere ethylenoxid, end der er tilladt.

Sesamfrøene har nu også vist sig at være sendt til en lang række andre lande, herunder stort set hele EU og – altså – Danmark.

Fødevarestyrelsen oplyser

I en mail til Newsbreak.dk oplyser Annette Grossmann, specialkonsulent ved Fødevarestyrelsen, følgende:

“Sammenhængen for de tilbagekaldte fødevarer er den, at det dels drejer sig om rene sesamfrø fra Indien med for højt indhold af ethylenoxid dels om produkter, hvori sesamfrø fra Indien med for høje indhold af ethylenoxid indgår. Fødevarestyrelsen har på baggrund af en risikovurdering fundet de nedenfor nævnte produkter farlige for forbrugerne, og de er derfor tilbagekaldt fra markedet.

Den sundhedsmæssige bekymring for stoffet ethylenoxid er begrundet i, at ethylenoxid er vurderet at kunne være kræftfremkaldende.”

Hvor farligt er det?

Trods den nye information og de skærpede regler er det ikke alle sesamfrø fra Indien, der er kaldt tilbage.

Flere partier af sesamfrø eller produkter, der indeholder det, er dog trukket tilbage, da der i netop disse er påvist et for højt indhold af ethylenoxid.

Ifølge Fødevarestyrelsen er ethylenoxid vurderet kræftfremkaldende. Det er det på baggrund af undersøgelser, hvor forsøgsdyr og mennesker har været udsat for stoffet via indånding.

Det er dog ikke bevist, at stoffet kan være kræftfremkaldende efter indtagelse via maden. Det kan dog, som Fødevarestyrelsen skriver, ikke udnyttes, at der er en sundhedsmæssig risiko ved indtag.

“Forbrugere, der før 26. oktober har købt sesamfrø/produkter indeholdende sesamfrø med oprindelse i Indien kan som en ekstra sikkerhedsforanstaltning levere produktet tilbage eller kassere det,” skriver Fødevarestyrelsen.

Tilbagekaldte kiks

Hvad den seneste tilbagekaldte fødevare angår, oplyser Fødevarestyrelsen, at tilbagekaldelsen gælder alle kiks, der er købt inden den 12. november 2020. Salling Group oplyser derudover, at der er nye varer i butikkerne nu, der ikke er omfattet af tilbagekaldelsen.

“På basis af DTU Fødevareinstituttets generelle vurdering af ethylenoxid samt en konkret risikovurdering af kiksene, kan en sundhedsmæssig risiko ikke udelukkes,” skriver Fødevarestyrelsen.

Rådet fra Fødevarestyrelsen er, at man leverer produktet tilbage, hvor det er købt, eller at man kasserer det.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu