Kim Larsens søn: Fars død har ramt mig hårdere end ventet

1. oktober 2018 15:44 | Af: Ritzau Fokus

For første gang sætter et af de nærmeste familiemedlemmer ord på tabet af hele Danmarks folkeskjald.

Kim Larsens død har ramt hårdere end ventet ifølge sangerens ældste søn, Sylvester Larsen.

Det skriver han i et opslag på Facebook. Det er første gang, at en fra den nærmeste familie udtaler sig offentligt, efter at hele landets folkeskjald sov ind søndag morgen.

– Gennem de senere år var vores forhold til hinanden blevet mere distanceret og konfliktfyldt som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svært ved at hele.

– Min far kunne være stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svært ved at indrømme egne fejl, mens han fremhævede dem hos andre.

– Nej, han var langt fra perfekt, den gamle. Men hvor jeg dog elskede ham, skriver Sylvester Larsen.

Hans mor og far gik fra hinanden i 1994, og siden har han kun haft sporadisk kontakt med sin far.

Kim Larsen døde søndag morgen i en alder af 72 år efter at have kæmpet med prostatakræft.

Han gav koncert sommeren over, men var nødt til at aflyse en række i Norge.

Hans sidste koncert blev afholdt for en måned siden i slotshaven på Valdemars Slot på Tåsinge ved Svendborg.

Selv om forholdet var anstrengt, tager Sylvester Larsen en række vigtige lærdomme med sig.

– Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd.

– Han lærte mig vigtigheden af at gøre sig umage – og så trøstede han mig, når jeg havde slået mit knæ, skriver han videre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu