Kinesisk kvinde anholdt langt væk hjemmefra

9. april 2019 17:46 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Spørgsmålet er nu, hvem hun er, og hvad hun havde til hensigt at foretage sig, var hun ikke blevet anholdt.

Hvilken titel giver man en kinesisk kvinde, der bliver anholdt i USA, på præsidentens eget feriested, med, ifølge CNN, fire telefoner, to kinesiske pas, fem sim-kort og ni USB-nøgler på sin person?

Spørgsmålet er i disse dage presserende, hvor kvinden er i retten i USA, mens man forsøger at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun foretog sig på feriestedet Mar-A-Lago, før hun blev tilbageholdt. Stedet er kendt for at være ejet af Donald Trump og for at være et sted, han er glad for at opholde sig.

Kvinden hedder, ifølge Miami Herald, Yujing Zhang, og ifølge Rolando Garcia, der er statens anklager i sagen mod Yujing Zhang, lyver kvinden overfor alle og enhver, hun taler med.

Hun blev arresteret 30. marts, da hun forsøgte at få adgang til Mar-A-Lago. Secret Service har deres gang på stedet, da Donald Trump ofte er der, og ifølge Miama Herald, kom Yujing Zhang forbi agenterne fra Secret Service ved at fortælle dem, at hun ville svømme i stedets pool.

En receptionist var dog skeptisk, fordi Zhang havde fortalt, at hun skulle deltage i en begivenhed for venskabet mellem Kina og USA, en begivenhed der ikke fandtes på dagens program for Mar-A-Lago.

Det førte til sidst til, at en agent fra Secret Service gennemførte en mere end fire timer lang afhøring med Yujing Zhang for at finde ud af, hvem hun var, og hvad hun ville på stedet.

På det tidspunkt fandt man ud af, at hun bar på to pas, flere telefoner, sim-kort og USB-nøgler, og ifølge Arstechnica besluttede en af agenterne fra Secret Service sig for at finde ud af, hvad der var på en af de konfiskerede USB-nøgler.

Den aktive nøgle

Arstechnica skriver, at USB-nøglen blev sat til en computer, hvilket førte til, at der straks blev igangsat en overførsel af alverdens filer til computeren. Agenten måtte stoppe undersøgelsen af nøglen, da det var uvist, hvad der var ved at ske, men der var muligvis tale om, at der slet og ret blev installeret mallware på computeren i det sekund, USB-nøglen blev sat til.

Den anholdte kvinde sidder i denne uge fængslet. Det forventes, at dommeren i sagen mod hende, William Matthewman, vælger at løslade hende mod kaution, 15. april. Anklagemyndigheden har modsat sig en sådan beslutning, da man her mener, at der er stor risiko for, at hun flygter, hvis hun får chancen.

Hvad skulle hun på Mar-A-Lago?

Hvor Zhang Yujing selv virker til at mene, at hun har haft en legitim og god grund til at besøge Mar-A-Lago, forholder det sig anderledes hos myndighederne.

Hun er sigtet for at lyve over for en agent og for at tiltvinge sig adgang til et aflåst område. Ifølge Miama Herald har man på det hotelværelse, kvinden var indskrevet på, fundet en maskine, der bruges til at finde skjulte kameraer, og anklagemyndigheden behandler sagen som et spørgsmål om statens sikkerhed.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu