Klamme forhold koster Føtex 20.000 kr. i bøde

16. november 2019 17:54 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Fødevarestyrelsen var på besøg og på besøg igen. Nu skal de på besøg igen og igen.

Klamme forhold koster Føtex 20.000 kr. i bøde
Der var det modsatte af rent flere steder, da Føtex i Esbjerg fik besøg af Fødevarestyrelsen. Foto: Scanpix.

I slutningen af oktober rykkede kontrollanter fra Fødevarestyrelsen ud til Kronprinsensgade 1 i Esbjerg, hvor Føtex holder til.

Det skete på baggrund af en borgerhenvendelse, og det førte til, at varehuset modtog en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter under videoen

Kontrollanterne fandt flere problemer på stedet, der alle handlede om manglende rengøring.

Køleskabe til mælk, ost og sodavand fremstod beskidte. Man fandt beskidte gulve, madrester og muligvis skimmel flere steder.

Endnu et besøg

Efter sådan et besøg bliver der fulgt op, og det betød, at Fødevarestyrelsen 10. november igen havde kontrollanter på besøg i Esbjerg for at se, om de forskellige forhold var bragt i orden. Det var de ikke.

Denne gang har Føtex i Esbjerg modtaget en sur smiley og et bødeforlæg på 20.000 kroner.

Det sker, efter at kontrollanterne fandt beskidte gulve, formodet skimmel og en række andre forhold man kan læse mere om i den offentliggjorte kontrolrapport.

I samme kontrolrapport kan kan læse, at virksomheden straks ville sætte mandskab til at bringe forholdet i orden, men man kan i rapporten ikke læse, hvorfor forholdet ikke blev bragt i orden tilbage i oktober.

Newsbreak.dk har kontaktet Salling Group, der ejer Føtex for at få svar på det spørgsmål. Det har ikke været muligt, men regionschef i Føtex, Kim Askær, udtaler følgende i en mail:

– I Føtex sigter vi altid efter at præsentere det allerbedste, og det har vi desværre ikke helt formået i vores varehus i Esbjerg, og da vi i Føtex ellers er helt i top, hvad angår elite-smileys, er det klart, vi retter op på det omgående.

Ved afsluttet besøg kunne kontrollanterne i øvrigt konstatere, at der har været anledning til indskærpelser eller bødeforlæg ved de seneste tre af fire besøg i supermarkedet. Det betyder, at Fødevarestyrelsens kontrollanter skal på besøg i Føtex igen og igen, begge gange på supermarkedets regning, i den kommende tid for at sikre, at der endelig kommer styr på sagerne.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu