ANNONCE

Klamt KFC-køkken meldt til politiet

30. marts 2021 16:14 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Der lå gamle rester i køkkenet

Den sureste smiley og en politianmeldelse af Kentucky Fried Chicken.

Det er resultatet af en forbrugerhenvendelse til Fødevarestyrelsen.

“Fingerslikkende lækker” lød sloganet ved Aarhus’ første Kentucky Fried Chicken-restaurant, der frem til 1986 lå i Nørre Allé i det indre Aarhus.

Næppe det, der falder én ind, hvis man læser Fødevarestyrelsen rapport fra 10. marts, hvor den var forbi KFC i Tilst ved Aarhus.

Her kunne den blandt andet konstatere, at der “i virksomhedens produktionsområde, hvor der håndteres rå kylling, ikke er tilstrækkeligt renholdt, da der ligger produktionsrester og saft fra morgenens produktion”.

Ved fryseren sås der sorte belægninger på døren, omkring bunden ved døren til fryseren og i hjørner, langs kanter samt i fuger.

Heller ikke opvaskemaskinen gik gennem nåleøjet, ligesom der var problemer med den korrekte håndtering af materialer, der har kontakt med fødevarer.

KFC-medarbejderen på stedet var ikke enig med Fødevarestyrelsen, der alligevel bedyrer to opfølgende, gebyrpålagte kontroller.

Under radaren

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra restauranten.

Ved en opringning henvises til hovedkontoret, der kun kan nås per mail.

Har står der i autosvaret, der forventes en svartid på fem til syv hverdage.

Når – hvis – Newsbreak.dk får kontakt til en medarbejder, der kan svare telefonisk på vores spørgsmål, bliver artiklen opdateret.

Du kan læse hele Fødevarestyrelsens rapport HER.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu