ANNONCE

Klar til semifinalen

12. december 2020 20:05 | Af: Ritzau Fokus

EM-overraskelsen Kroatien holdt stand i en halvleg, men blev kørt over af Norge efter pausen.

Efter fire sejre i træk måtte overraskelsen Kroatien bøje sig mod de norske storfavoritter, der vandt 36-25 i mellemrunden ved håndbold-EM lørdag aften.

Kroaterne betalte en høj pris for 15 dårlige minutter i anden halvleg, hvor de blot scorede to gange mod Norges 13. Det smadrede spændingen i en kamp, hvor kroaterne ellers på ny viste fine takter.

Norge er klar til semifinalen, men kroaterne har også fortsat fine muligheder for at avancere til medaljekampene i en turnering, der trods lørdagens klare nederlag har været en stor succeshistorie.

Kroatien er sluttet på sidstepladsen ved de to seneste EM-slutrunder og har i øvrigt misset kvalifikationen til VM fire gange i træk.

Men den sløje fortid har på ingen måde tynget de udvalgte fra det håndboldglade Balkan-land.

Tværtimod er kroaterne ved dette EM gået fra sejr til sejr og pressede i de første 35 minutter også de sejrsvante nordmænd hårdt.

Selv om nordmændene planmæssigt førte med både tre og fire overskydende mål igennem store dele af første halvleg, blev Kroatien ved med at æde sig tilbage.

Snæver føring ved pausen

Ved pausen førte Norge blot 15-14, og efter sidebyttet var de undertippede kroater endda kortvarigt i spidsen.

Den store skytte Camila Micijevic voldte generelt de norske målvogtere Silje Solberg og Katrine Lunde problemer. Og da stregspilleren Larissa Kalaus vred sig fri til en 17-16-scoring til Kroatien, lurede sensationen.

Men Norge er ikke guldfavorit for sjov. Når nordmændene skruer tempoet i vejret, kan de færreste være med.

Det kunne kroaterne heller ikke, da hurtigløberne fra nord i løbet af 15 voldsomme minutter ændrede stillingen 18-18 til en føring på 31-20.

Det norske playmakertalent Henny Reistad fik igen lejlighed til at brillere og lavede syv mål på otte forsøg. Og til slut kunne nordmændene i ro og mag spadsere endnu en sikker EM-sejr i land.

Kroaterne kan efter øretæven trøste sig med, at de med et point mod Tyskland på tirsdag kan følge efter Norge til semifinalerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu