ANNONCE

Klub kræver spiller straffet hårdt for vold

23. september 2019 21:50 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Odense Bulldogs mener, at Frederikshavn-spiller skal straffes med mere end 17 karantænedage efter overfald.

Klub kræver spiller straffet hårdt for vold
Frederikshavn White Hawks Kristian Jensen. der her ses i en kamp fra marts 2019, har fået en lang karantæne for sin handling. I Odense er de dog langt fra tilfredse. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

17 spilledages karantæne er for mild en straf til Frederikshavn-spilleren Kristian Jensen, der fredag slog Odense-spilleren Lucas Bjerre Rasmussen bevidstløs i en ishockeykamp.

Sådan lyder holdningen hos Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.

– Efter vores opfattelse er sanktionen alt for mild og uacceptabel. Der er i andre ligaer givet betydeligt længere karantæner for lignende hændelser. Det vi var vidne til i fredags, har intet med ishockey at gøre, lyder det fra den fynske klub.

Artiklen fortsætter under videoen 

De to 18-årige spillere Kristian Jensen og Lucas Bjerre Rasmussen røg i totterne på hinanden fredag, og da sidstnævnte lå på isen uden hjelm, hamrede Kristian Jensen en knytnæve i hovedet på Odense-spilleren.

Slået bevidstløs

Lucas Bjerre Rasmussen blev slået bevidstløs og tilbragte natten på sygehuset, hvor han fik konstateret en kraftig hjernerystelse, men ingen indre blødninger.

– Vi havde håbet, at disciplinærudvalget havde foretaget en strengere vurdering af en hændelse med mange skærpende omstændigheder og tildelt en væsentlig længere straf, skriver Odense Bulldogs.

Klubben bemærker, at den ikke har mulighed for at anke straffen, da klubben ikke er part i den formelle sag.

– Vi håber dog, at sagen vil blive anket eller taget op af Amatør- og Ordensudvalget, så der kan uddeles en passende straf for den hensynsløse adfærd, som Lucas blev udsat for i fredags, skriver Odense Bulldogs.

Klubben skriver, at Lucas Bjerre Rasmussen efter omstændighederne har det godt, men ikke har lyst til at kommentere hændelsen på nuværende tidspunkt.

Nordjyllands Politi er gået i gang med at undersøge episoden, bekræftede politiet over for det regionale medie Nordjyske tidligere mandag.

– Vi er ved at undersøge omstændighederne omkring episoden, har politikommissær Peter Skovbak sagt til Nordjyske.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu