Knogleskørhed: En skjult sygdom tusindvis af danskere lider af

13. maj 2017 06:12 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Knogleskørhed er en sygdom, der ingen symptomer findes på, men som øger din dødelighed og koster samfundet en masse penge.

Knogleskørhed (også kendt som osteporose) er en tilstand, hvor knoglemassen og knoglestyrken i din krop er virkelig dårlig. Det betyder, at du kan brække en hånd eller en hofte ved belastninger, der normalt ikke ville betyde noget.

Der er ingen symptomer på sygdommen, inden det første knoglebrud indfinder sig, og man skal derfor være sin krop meget bevidst. Især, når alderen stiger. Har man brækket hånden i en situation, hvor det giver mening. Eller skete det uden synlig grund? Hvis det sidste er tilfældet, bør man blive undersøgt grundigt.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er især tre brud-typer hyppige hos folk, der lider af knogleskørhed; skader på hænderne, hofter og ryg. Sundhedsstyrelsen vurderer, at mindst 300.000 danskere lider af sygdommen. Ifølge Osteporoseforeningen er 450.000 danskere desuden ramt af knogleskøred uden at vide det. Med andre ord er knogleskørhed en folkesygdom.

Hvad er en folkesygdom?

En folkesygdom er, som navnet antyder, en sygdom, der er meget udbredt blandt den danske befolknings medlemmer.

Ifølge Denstoredanske.dk katgoriseres sygdomme som folkesygdomme, når de forekommer særligt hyppigt i en befolkning, altså hos mindst én procent af befolkningen.

De sygdomme, der kaldes folkesygdomme, har ændret sig meget hen over årene. I 1800-tallet var tuberkulose, mæslinger og gigtfeber eksempler på sygdomme, der slet ikke er så udbredte i dag, som de var dengang. I dag tegnes der et andet billede af, hvad vi rammes af.

Fakta

Kort om otte folkesygdomme

Lider mindst én procent af den danske befolkning af en given sygdom, kan denne kategoriseres som værende en folkesygdom. Gennem årene har typer af folkesygdomme ændret sig, i takt med at lægevidenskaben og menneskets levevis har ændret sig.

En sygdom kan altså miste titlen “folkesygdom,” som årene går, men på nuværende tidspunkt findes der alligevel otte sygdomme, der kan kategoriseres som værende folkesygdomme.

De otte sygdomme er: 

  • Diabetes
  • Psykiske lidelser
  • Overfølsomhedssygdomme
  • Osteporose
  • Sygdomme og gener, der rammer led, sener, knogler og muskler; muskel- og skeletsygdomme
  • Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
  • Hjertekarsygdomme
  • Kræft

Med andre ord er folkesygdomme altså ikke statiske størrelser. De kan – og vil – ændre sig, som tiden går. Statens Institut for Folkesundhed udgav i 2005 en rapport, hvor man kortlagde otte folkesygdomme.

De fleste danskere kommer til at stifte bekendtskab med en eller flere af disse sygdomme gennem livet. Enten på førstehånd eller gennem en pårørende.

Newsbreak.dk sætter for tiden fokus på de forskellige folkesygdomme, og du kan læse mere om de andre syv folkesygdomme i galleriet til denne artikel.

Mange er ramt af knogleskørhed uden at vide det

Som allerede skrevet vurderes det, at op mod 300.000 danskere lider af knogleskørhed. Der findes ingen opgørelse, der har et endegyldigt tal, hvilket hænger sammen med, at der er en hel del danskere, der er ramt uden at vide det.

Osteporoseforeningen vurderer, at hver tredje kvinde og hver ottende mand over 50 år vil blive ramt af knogleskørhed. Noget af det mest forfærdelige ved sygdommen er, at der ingen symptomer er på den.

Du ved derfor først, om du lider af knogleskørhed, den dag du brækker en hånd, og en efterfølgende undersøgelse giver dig det nedslående resultat i form af eksempelvis en DEXA-scanning. Der er ingen ydre symptomer, ingen daglige smerter eller andet ubehag, man kan holde øje med. Dine knogler brækker “bare” lettere.

Dårlig levevis og øget dødelighed

Der findes forskellige grunde til, at man kommer til at lide af knogleskørhed. Sygdommen er arvelig, men man kan også selv være skyld i at ende med osteporose, hvis man lever et usundt liv.

Hvis du ryger, drikker for meget eller skyr motion som pesten, placerer du automatisk dig selv i risikogruppen, og det er en gruppe af folk med øget dødelighed.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er dødeligheden blandt folk med knogleskørhed højere end folk, der ikke lider af sygdommen. Man har blandt andet foretaget undersøgelser af folk med hoftebrud og fundet frem til, at dødeligheden stiger, hvis man bliver ramt af et sådant brud. Hoftebrud er, som tidligere nævnt, blandt de primære brudformer hos folk med knogleskørhed.

Fakta

Her anbefales også et kosttilskud

– Multivitamin-mineraltilskud til småtspisende ældre

– Tilskud af D-vitamin og calcium til personer i øget risiko for osteoporose (knogleskørhed).

– Børn til og med 9 år med allergi over for mælk anbefales et dagligt calciumtilskud på 500 milligram. Fra 10 år anbefales at tage et dagligt calciumtilskud på 750 milligram.

– Tilskud af folsyre, D-vitamin og jern til kvinder som er gravide samt et calciumtilskud til gravide, der ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter. Folsyretilskud bør tages fra graviditeten planlægges.

Kilde: Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen

I 2011 kostede sygdommen i alt samfundet 4,6 milliarder kroner. Da levealderen stiger i Danmark, og da det primært er ældre, der bliver ramt af sygdommen, er det et talt, der blot vil stige, som tiden gør. Osteporoseforeningen skriver, at knogleskørhed vil koste samfundet 7,1 milliarder i 2025 og 8,6 milliarder i 2040, altså næsten en fordobling siden 2011.

Til sammenligning koster diabetes samfundet 31 milliarder kroner om året, mens hjertekarsygdomme i 2014 kostede samfundet godt 6,1 milliarder kroner i omkostninger til sygehusindhandlinger.

Med andre ord er sygdommen en billig folkesygdom målt mod eksempelvis diabetes. Prisen stiger til gengæld i takt med vores levealder.

Behandling og forebyggelse

Der er rigtig mange måder, hvorpå man kan forebygge sygdommen. Osteporoseforeningen taler om en “knoglevenlig livsstil.” De opfordrer folk til at være fysisk aktive hele livet og til, at du bruger din krop aktivt hver dag.

Hvis du gør det, bliver dine muskler styrket sammen med dine led og dine knogler. Der er tale om en sygdom, man kan modarbejde langt hen ad vejen ved at leve et sundt og fornuftigt liv uden for mange øl og cigaretter.

Fakta

Forebyggelse mod knogleskørhed

Osteporose har ingen symptomer, og det kan ramme dig en dag, uden at du opdager det. Begge tanker er skræmmende, men på den anden side findes der en del forebyggende midler mod knogleskørhed, der går hånd i hånd med en sund levevis.

Dyrk motion
Find en motionsform, der virker for dig. Find en måde, du kan dyrke motion på dagligt, om det så er gåture, svømning eller det at tage trappen og droppe bilen for at nå hen til supermarkedet.

Spis varieret
Alsidig kost er med til at forebygge. Osteporoseforeningen anbefaler, at man får godt med kalk og d-vitmanin og ellers sørger for at spise sundt.

Undgå rygning
Ifølge Osteporoseforeningen kan hvert sjette hoftebrud forklares med rygning. Dropper du cigaretterne, har du en øget chance for ikke at komme til at lide af knogleskørhed.

Drik med måde
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at mænd drikker maks 14 og kvinder maks 7 genstande om ugen. Holder du dig til det, øger du ikke risikoen for osteporose. Gør du ikke, øges risikoen.

Kaffe skal også drikkes med måde
Kaffe er vanddrivende, og ifølge Osteporoseforeningen findes der undersøgelser, der viser, at mennesker, der drikker meget kaffe har en større risiko for at blive ramt af knogleskørhed.

Kilde: Osteporosoeforeningen

 

Det har desuden været muligt at behandle sygdommen medicinsk i de seneste 20 år. Der findes en lang række forskellige behandlingsformer, og nye undersøgelser viser, at behandlingen ikke behøver følge en hele livet. Det store problem med sygdommen er, at så mange lider af den uden at vide det. Du bliver jo ikke behandlet for noget, du ikke ved, du fejler.

Kilder:

http://www.sst.dk/~/media/BF87E3527A194DD1B983B2C86E90BC2C.ashx

http://www.si-folkesundhed.dk/Udgivelser/B%C3%B8ger%20og%20rapporter/2005/2225%20Otte%20folkesygdomme%20-%20forekomst%20og%20udvikling.aspx

https://www.osteoporose-f.dk/

https://www.gigtforeningen.dk/viden-om-gigt/diagnoser/osteoporose-knogleskoerhed/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu