ANNONCE
Det går kun én vej med at bekæmpe trafikpropper og køkørsel i Danmark. Den forkerte.
Det fremgår af Vejdirektoratets årlige rapport Statsvejnettet, hvis 2020-udgave nu er på gaden.
Vejdirektoratet vurderer selv, at det koster samfundsøkonomien 26 milliarder kroner om året.
Det er særligt på motorvejene, at pendlerne oplever daglige forsinkelser.
Geografisk fordeler forsinkelserne sig primært på motorveje og i de større byer. Særligt hovedstadsområdet er præget af trængsel, men også Odense, Aarhus og Aalborg er ramt. Derudover er der forsinkelser på en række motorvejsstrækninger blandt andet Fynske Motorvej på Vestfyn og Østjyske Motorvej mellem Vejle og Randers.
I galleriet over artiklen kan du se top 10 over de hårdest ramte strækninger.
Den indlysende måde at forbedre forholdene er flere spor på de mest trafikerede strækninger.
Man er da også i gang – blandt andet på Fynske Motorvej på Vestfyn, hvor et 3. spor er ved at blive anlagt.
Da Vejdirektoratets tal baserer sig på 2018 er der også siden kommet andre forbedringer til – blandt andet på E45, Østjyske Motorvej, hvor der rundt om Skanderborg er kommet et 3. spor.
Desuden arbejder man i byerne blandt andet på at forbedre trafiksignalerne, så køerne her bliver kortere.
ANNONCE