Skal du købe opvaskemaskine: Så se guiden her

26. maj 2017 17:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Når du skal købe opvaskemaskine er der masser af ting, du skal tænke over: Skal den gemmes væk bag en låge, skal den være støjsvag, tørre hurtigt og have display? Her er de gode råd til køb af opvaskemaskine.

Skal du købe opvaskemaskine: Så se guiden her
Skal du ud at købe opvaskemaskine, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på inden du køber.

Skal du købe opvaskemaskine enten fordi den gamle opvaskemaskine skal på pension, eller fordi det skal være slut med at skændes med kæresten om, hvem der tager tjansen efter middagen?

Uanset grunden bør du, når du skal købe opvaskemaskine, der både er prisbillig, effektiv og passer til præcis dit behov, begynde længe før, du lader dig besnære af sælgeren i butikken.

– Der er mange ting at overveje. Generelt anbefaler jeg, at man vælger en maskine med en god energimærkning som A++ eller A+++. Men du skal selvfølgelig også tage stilling til størrelse, design og funktioner, siger Gitte Sørensen, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk.

Det er sket meget inden for udviklingen af opvaskemaskiner i de seneste ti år. Og det er vigtigt at holde sig for øje, når man skal købe opvaskemaskine. Især er energiforbruget faldet markant til fordel for forbrugerens pengepung, fortæller hun.

50 procent mindre vand

– For syv år siden testede vi mange maskiner, der brugte 20 liter vand per vask. Nu bruger de kun 10. Og energiforbruget er faldet tilsvarende, siger hun.

Typisk kan forbrugeren vælge mellem flere typer af opvaskemaskiner: Den almindelige fritstående, maskinen, der kan integreres i køkkenet bag en låge, smalle maskiner på 45 centimeter i bredden og små bordopvaskemaskiner. Men tænk dig om inden du går ud for at købe opvaskemaskine.

– Hvis du ikke har plads, er en lille maskine måske den eneste mulighed. Men generelt vil jeg anbefale de almindelige maskiner, fordi de er de mest effektive, siger Gitte Sørensen.

Bosch vidner test

Hos Forbrugerrådet Tænk er det modeller fra Bosch, der har vundet den seneste test. Og det er i høj grad på grund af maskinernes Zeolith-teknologi, hvor et mineral i maskinen suger vandet til sig i tørrefasen.

– På den måde bliver servicet mere tørt. Det er derfor, de topper vores test, fortæller hun.

Mange opvaskemaskiner har i dag en række programmer til særligt snavset service, skåneprogrammer og økoprogrammer med lavere el- og vandforbrug. Det kan man også overveje, når man skal købe opvaskemaskine.

Men hvis du ikke læser manualen fra a til z, er der måske ikke grund til at investere i en dyr og avanceret maskine, siger Richard Schalburg, chefkonsulent i energiselskabernes interesseorganisation, Dansk Energi.

– Det betyder noget, om maskinen er nem at gå til, eller om man skal have en halv uddannelse for at forstå den. For eksempel har min egen maskine otte programmer.

Og jeg bruger stort set kun det ene. Men ellers vil jeg sige, at man skal tjekke el-, vandforbrug og støjniveauet, hvor de fleste ligger på 42 decibel, siger han.

Fakta

Sådan vælger du den helt rigtige

Her er nogle af de ting, du bør overveje, når du skal købe opvaskemaskine:

– Overvej, om den skal være fritstående, integreret, smal eller til bordet.

– Gå efter et lavt støjniveau. Særligt vigtigt, hvis det er et åbent køkken, den befinder sig i.

– Generelt kan det være praktisk at kunne ændre på indretningen i din nye opvaskemaskine, hvis der for eksempel skal være plads til høje glas.

– Et display foran på maskinen kan være en fordel, så du kan se resttiden.

– Hvis du har skrøbelige glas, bør du gå efter en maskine med et glasprogram til lave temperaturer.

– Køb sidste års testvinder med rabat.

Kilde: Gitte Sørensen, Forbrugerrådet Tænk

Så meget kan du spare på el-regningen

Sluk lyset, bag brødet mens du laver aftensmaden og tør tøjet på tøjsnoren i stedet for i tørretumbleren.

13 familier, der er kunder hos elselskabet EnergiMidt, hare tidligere fået en masse råd til at barbere i gennemsnit en fjerdedel af deres elregninger.

Den midtjyske el-leverandør har fulgt familierne i et år, hvor det er lykkedes for en enkelt familie på to voksne og fire børn i Tørring ved Horsens at forbruge hele 47 procent mindre el. Det gav en besparelse på omkring 9000 kroner.

– Det, vi hørte fra den familie, var, at de begyndte at samle hele familien mere foran fjernsynet om aftenen i stedet for at børnene sad og så tv på fire forskellige apparater på deres værelser. Og så begyndte de også at hænge tøjet på tøjsnoren i stedet for at tørre det i tumbleren, fortalte konsulent Anne Brandborg fra EnergiMidt til Newspaq.

En gennemsnitlig familie på to voksne og to børn i et parcelhus bruger i gennemsnit omkring 5500 kilowatt-timer (kWh), viser beregninger fra Energistyrelsen. Og da en kilowatt-time koster omkring to kroner, står der derfor i omegnen af 11.000 kroner på den årsopgørelse, som gennemsnitsfamilien modtager i øjeblikket.

Elforbruget skal holdes i stram snor for at opnå besparelser i den størrelsesorden, som de 13 familier er lykkedes med, men for de fleste familier vil det være realistisk at spare 10 procent på elregningen uden at lide de store afsavn, lyder vurderingen.

– En besparelse på 1000 til 1500 kroner vil en gennemsnitsfamilie nemt kunne spare på elregningen. Det gælder eksempelvis om at huske at slukke lyset og sætte apparaterne på standby, når de ikke blive brugt, siger Anne Brandborg.

Tørretumbler, vaskemaskine og opvaskemaskine

Tørretumbleren er familiens største strømsluger, der alene står for 12 procent af elregningen, viser tal fra elselskabernes interesseorganisation Dansk Energi.

Dernæst kommer familiernes vaskemaskine, der bruger lidt under halvt så meget strøm som tørretumbleren. Plasma-tv’et hos de husstande, der har fravalgt LCD- eller LED-skærme, tager også en pæn bid af el-budgettet, mens opvaskemaskine og stationær pc kræver lidt mindre.

Chefkonsulent i Dansk Energi, Richard Schalburg, råder også familierne til at tørre tøj udenfor eller på tørresnoren. Alternativt kan tøjet tørres helt færdig i tørretumbleren. Men halvfyldte vaskemaskiner og opvaskemaskiner er penge ud af vinduet.

– Hvis du vasker tøj, så fyld maskinen op uden at overfylde. Og vask på den lavest mulige temperatur. I dag er det enzymerne i vaskepulveret, der gør tøjet rent. Det samme gælder for opvaskemaskinen. Men den har også godt af at køre på høj temperatur en gang imellem, så kalken bliver sprængt af varmelegemet. Generelt sparer man penge på at afkalke vaske- og opvaskemaskiner med jævne mellemrum, siger han til Newspaq.

Fakta

Sådan sparer du på elregningen

– Fyld altid din vaskemaskine og opvaskemaskine op.

– Sluk for apparaters standby-strøm (små grønne og røde lamper).

– Drop din tørretumbler og brug tørresnoren.

– Vask ved lavest mulige temperatur.

– Udskift til sparepærer.

– Brug elspareskinner.

– Køb energieffektive apparater og gå efter bedste energimærke.

Kilde: Dansk Energi

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu