ANNONCE

Flugtbilist dræbte ældre mand: Nu har politiet anholdt mistænkt

17. november 2016 20:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En 85-årig mand blev i starten af november påkørt af en varevogn. Han døde af sine kvæstelser. I dag kunne politiet anholde en mistænkt i sagen.

Flugtbilist dræbte ældre mand: Nu har politiet anholdt mistænkt
Det var denne bil, der ramte den 85-årige mand. Arkivfoto.

Føreren af den kølebil, der i starten af november påkørte en 85-årig mand, burde nu være anholdt. Det meddeler Københavns Politi.. Politiet anholdt i dag, 17. november, en mand. Han blev sigtet for uagtsomt manddrab, og fra politiets side mener man, at der ér tale om føreren af den hvide kølebil, der tilbage i starten af november påkørte en 85-årig mand på Nørrebro Station.

– Hans signalement svarer til det, vi har udsendt i forbindelse med efterlysningen, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer, til Newsbreak.dk.

Manden blev anholdt tidligere på dagen, klokken 12.51. Forinden havde Københavns Politi på ny havde rettet henvendelse til offentligheden i håbet om, at borgerinddragelse kunne føre til en anholdelse.

– Jeg vil tillade mig at sige, at anholdelsen er sket på baggrund af den efterlysning, vi har bragt, siger Henrik Stormer.

Voldsom ulykke

Ulykken, der endte med at koste den ældre mand livet, fandt sted 5. november. Den 85-årige mand blev ramt i en bussluse under skinnerne på Nørrebro Station. Herefter stak bilisten af fra stedet.

– Manden er ved at krydse vejen i busslusen, og så bliver han ramt af bilen, der jo sådan set intet har at gøre netop der. Den 85-årige flyver efterfølgende op i luften. Mennesker er der masser af, og de iler til og hjælper den påkørte, fortalte Jesper Lotz, politikommissær ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk tidligere i dag, da vi talte med ham.

Den mand, der påkørte den 85-årige stak af fra stedet. Forinden havde han talt med vidner til episoden. Han fortalte dem, at han lige skulle parkere bilen for så at vende tilbage.

– Det gjorde han ikke, han stak i stedet af via Nørrebrogade i retning mod centrum, fortalte Jesper Lotz tidligere på dagen.

Om der ér tale om den samme mand, som politiet i dag kunne anholde, det vil tiden vise.

Foreløbeligt skal den anholdte stilles for en dommer. Det vil ske i løbet af fredag, 18. november.

– Så må vi se, hvordan han forholder sig til sigtelsen, siger Henrik Stormer til Newsbreak.dk.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu