Det SKAL du gøre, hvis du har kørt en kat ned

24. november 2017 20:19 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det er faktisk ganske lige til. Har du kørt en kat ned, skal du gøre dette.

I mørket er alle katte grå, lyder et ordsprog. Selv om det måske ikke helt er sandheden, så er det i hvert fald sikkert, at alle katte er sværere at se i denne tid, hvor mørket falder over os allerede ved 16-tiden. Det betyder også, at flere må stille sig selv det nødvendige spørgsmål om, hvad man gør, når man har kørt en kat ned.

I en pressemeddelelse fra Agria Dyreforsikring påpeger dyrlæge Lotta Möller, at det er vigtigt at sætte sig ind i. Den vurdering er vi enige i, og derfor har vi samlet en gennemgang i galleriet over artiklen her. Klik dig i gennem dette og vær beredt, når eller hvis du har kørt en kat ned.

Find katten

Selv om du er den påpasselige type i trafikken, så kan du aldrig væbne dig mod at påkøre et pelsdyr. Sker det, vil katten ifølge dyrlægen som udgangspunkt forsøge at flygte fra ulykkesstedet og gemme sig. Man skal derfor kigge godt efter i området omkring ulykkesstedet og gøre sit bedste for at finde den, for en tilskadekommen kat skal altid tages til dyrlæge, forklarer Lotta Möller.

Når katten er fundet er det dog vigtigt, at du er forsigtig.

– En skadet og bange kat kan bide og rive dig. Læg gerne et tæppe, en jakke eller et håndklæde om katten, og løft den i det. Selv om katten ikke ser medtaget ud, så kan den have indre skader og mange smerter, siger dyrlægen.

Hvis katten ikke har overlevet sammenstødet med bilen, skal du alligevel gøre hvad du kan for at underrette kattens ejere. Det er som udgangspunkt ikke et brud på loven at køre en kat ned.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu