ANNONCE
En 22-årig mand fra Falster har i løbet af de seneste tre år raget ikke mindre end 359 togbøder til sig.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Mandag klappede fælden, og DSB har nu meldt manden til politiet. Hans 359 kontrolafgifter beløber sig samlet set til et beløb i omegnen af 270.000 kroner.
Han har pådraget sig sine bøder på strækninger rundt i hele landet, oplyses det.
Den 22-årige er nu sigtet for det, der i fagsprog hedder “tilsnigelse af adgang uden at betale”.
En 47-årig mand blev i efteråret dømt for noget lignende i en sag på Københavns Vestegn.
Han havde dog “blot” taget toget 334 gange uden at betale.
47-årig mand har taget toget 334 gange uden billet. Det er han nu pådømt 60 dages betinget fængsel for - med vilkår om 80 timers samfundstjeneste #anklager
— Vestegnens anklagere (@VestegnAnklager) September 8, 2020
Han blev idømt 60 dages betinget fængsel – med vilkår om 80 timers samfundstjeneste.
ANNONCE